natten-er-fuld-af-rog_300ppi_rgb.jpg

Ny roman om middelklasseliv på Christianshavn og 40 års hashmisbrug

Jens Ottesen, som for nylig har udgivet bogen, har boet i Burmeistergade på Christianshavn siden 1980’erne. Udadtil har han det hele: familie, godt job, en misundelsesværdig lejlighed. Men med sig har han også 40 års hashmisbrug.
Natten er fuld af røg er en autofiktiv fortællingen om vejen ned i misbruget, et liv med den daglige joint og kampen for at komme ud på den anden side.
Med et foto på forsiden af den evige bus 2A, der kører sent om aftenen – med sine indefra oplyste ruder ad Prinsessegade langs plankeværket ind til Christiania – kan de fleste christianshavnere komme med et kvalificeret gæt på, hvad bogen handler om. De vil ikke blive skuffede.
Hver aften ved 23-tiden går to gamle christianshavnere deres aftentur og deler en hundredkroners-joint. En af de lange og tykke fra Christianias mange hashboder, og hvis plasticemballage i kulørte farver, vi ser smidt overalt i bydelen. En af de joints, som indeholder hash, der i dag er tre gange så stærk som den hash, hippierne røg omkring Storkespringvandet i 60’erne, og som Klaus Rifbjerg fyrede af med sine venner på Kulturministeriets trappe.
De er ikke klokken 17-alkoholikere, som alt for mange i Danmarks befolkning, men klokken 23-misbrugere. Dagen skal afsluttes med nogle hvæs fra en af de afsindig stærke joints, ellers melder søvnen sig ikke. Begge har deres oprindelse i Nordsjælland, hvor der i teenageværelserne oppe langs Kystbanen blev gået heftigt til hashpiberne, vandgoplerne og glastjubangerne, og begge er flyttet til Christianshavn engang i 80’erne. Her har det været nemt at holde vanen gående med i lange perioder at ryge hash dagligt. Der er jo ikke langt til Staden for at sige det mildt. Uagtet af hashen tager sin voldsomme told ved et dagligt forbrug, bliver der røget alligevel.
Natten er fuld af røg er også en kærlighedserklæring til Christianshavn. Ikke alt er en ørkenvandring. Vi er med rundt mange af de kendte steder, både i dag og gennem tiden tilbage til 80’erne. Bogen er kulørt som bydelen selv, og Christianshavns hjerte banker i den på godt og ondt.



There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.