anders-and-c-disney.jpg

København er Verdens Arkitekturhovedstad 2023

Foto: En stille stund foran Københavns Rådhus. ©Disney.

I år er København udnævnt som Verdens Arkitekturhovedstad, og i den anledning sætter Anders And & Co. fokus på de mange ekstraordinære arkitektoniske bygninger, som Danmark rummer. I hovedhistorien fræser Anders And og Andersine blandt andet rundt i København og inviterer børn og unge til at kigge nærmere på den store indflydelse, som arkitekturen har haft og fortsat har for opbygningen af det danske samfund. Redaktionen på bladet har samarbejdet med Dansk Arkitektur Center, som har udviklet og bidraget til flere elementer i bladet.

Arkitektur findes overalt, og udgør så naturlig en del af hverdagen, at langt de færreste faktisk lægger mærke til det i det daglige. Det gælder også for arkitekturen i Andeby, hvor ikoniske bygninger som onkel Joakims pengetank og Anders Ands slidte hus udgør en stor del af universet, fortællingerne og forståelsen af figurerne.

Både virkelige og fiktive byer bliver meget sjovere at gå rundt i, hvis man vælger at kigge op og ikke mindst ved, hvad man skal kigge efter. Dansk Arkitektur Center gør meget ud af at formidle til særligt børn og unge, hvor vigtig arkitekturen er for samfundsforståelsen- og udviklingen. Da København i år er udnævnt som UNESCO-UIA World Capital of Architecture – eller Verdens Arkitekturhovedstad – sætter kulturinstitutionen året ud fokus på arkitekturen med en række særlige begivenheder og nedslag. Herunder også samarbejdet med Anders And & Co.

Svend Skytte, der er redaktør for Anders And-bladet, fortæller:
“Udover at skulle underholde, er det supervigtigt for Anders And & Co., at man, som læser, føler, at man har lært noget nyt efter endt læsning – og det synes jeg i høj grad, at man gør med denne udgave af bladet. Arkitektur er overalt, og vi bliver påvirket af den, uanset hvor vi befinder os – uden at vi egentlig tænker over, at det er arkitektur. Arkitektur er endnu sjovere, hvis man ved lidt, inden man begiver sig ud på eventyr, og vi er meget stolte af samarbejdet med Dansk Arkitektur Center, som på bedste vis formidler arkitektur til vores læsere gennem en større og sjov artikel og giver viden om alt fra Danmarks kendte bygningsværker, til hvordan arkitektur kan være med til at redde klodens klima.”
I bladets hovedhistorie “Hattehapseren” er Andersine for eksempel blevet medlem af komiteen for Andeby som Arkitekturhovedstad 2024. Hun har derfor taget Anders And med på inspirationstur til København, hvor de to ænder skal se på bygninger – men midt i det storslåede visit får Anders And stjålet sin hue, og turen ender i stedet med en jagt på hattehapseren gennem Københavns gader og stræder for at få huen tilbage.

Danske bygninger bliver “andeficeret”
I bladets øvrige artikler fylder bygninger i København også sammen med landets fornemmeste bygningsværker – blandt andet Storebæltsbroen, ARoS Kunstmuseum og Utzon Center. De ikoniske samlingspunkter er blevet “andeficeret”, da de er blevet tegnet ind i Anders And-tegnestilen af den danske tegner Flemming Andersen.
Dansk Arkitektur Center har lavet et leksikon med arkitekturord, og man kan derudover selv gå på jagt efter udfordrende arkitekturord i onkel Joakims pengetank. Ifølge Marketing- og kommunikationschef hos Dansk Arkitektur Center, Mia Heil Rasmussen, er Anders And-bladet det perfekte sted at fortælle de helt unge læsere om arkitektur.
“Vi arbejder professionelt med arkitekturformidling til børn både i vores undervisningsforløb, men også til børn og deres familier som besøger Dansk Arkitektur Center. At formidle i øjenhøjde er en af vores vigtigste designprincipper når vi skaber udstillinger og øvrige oplevelser. For os er det vigtigt, at børn får et sprog for arkitektur, så de kan tale om arkitektur og stille krav til, hvordan vores fremtidige bæredygtige arkitektur skal se ud,” siger hun og fortsætter:

“Det er også derfor, vi er ellevilde med samarbejdet med Anders And & Co, fordi det giver os mulighed at formidle arkitektur på en ny måde til børnene i et elskeligt univers, hvor arkitektur også skaber rammerne. Vi håber, børnene får lyst til at gå på opdagelse i deres egen by,” afslutter Mia Heil Rasmussen, som i øvrigt ser frem til et år, hvor arkitekturen kommer i fokus.




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.