P1070757

Projekt: Christianshavns klubber og foreninger

FOTO: Christianshavns Kvarter under optagelse maj 2020 til et klip til temaaften hos DK4.

Christianshavns Kvarter har fået tilsagn om en betydelig bevilling fra Christianshavs Lokaludvalg til støtte til produktion af en række film om foreninger og organisationer på Christianshavn med henblik på at tegne et tidsbillede af livet på Christianshavn i 2020 til de kommende generationer.
Siden starten af Christianshavns Kvarter i 2010 er der produceret over 1200 videoer primært fra Christianshavn. Videoerne har omfattet nyheder, arrangementer, portrætter, udgivelser, historie, kultur, debat, politik og andet, og de har været publiceret på Christianshavns Kvarters hjemmeside, på lokalt TV (Kanal Hovedstaden), på Youtube og på den landsdækkende kanal DK4.
Men lidt uforvarende har det vist sig at de også opbygger et tidsbillede. Mange af de personer, steder og begivenheder, som vi har dokumenteret gennem årene, er ikke mere, og filmene repræsenterer nu et historisk materiale, som kun bliver mere værdifuldt med tiden. Alt der er produceret, er online og dermed alment tilgængeligt for forskere og andre nysgerrige som ønsker at vide mere om det nu svundne Christianshavn.
I dette projekt er tidsbilledet derimod hovedformålet, og serien produceres specielt med fokus på at dokumentere og dermed tegne et billede af livet på Christianshavn i 2020 som det kommer til udtryk gennem de foreninger og organisationer, som christianshavnerne driver.
Der er på Christianshavn flere hundrede foreninger og klubber, og vi har lister fra bl.a. Christianshavns Bibliotek og Københavns Kommune til udvælgelse af de foreninger, vi portrætterer.
Succeskriteriet er nu og her at få filmene vist bredt på de nævnte medier og i fremtiden at forskere eller interesseret menigmand vil sætte pris på initiativet. Filmene produceres i løbet af de næste halve år, og i en teknisk kvalitet som ligger over det vi normalt er i stand til. Det er det som lokaludvalgets bevilling vil sikre.
Vi hører gerne fra dig, hvis du har en god begrundelse for at lige netop din forening passer ind i projektet og bør huskes i fremtiden!




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.