amagerbanens venner

Amagerbanens Dag

Skinnecykling, hornorkester, loppemarked, historiske rundvisninger, jazz, grillmad, konkurrencer og Sebastian Klein der fortæller om sin far Jesper Kleins kærlighed til Amagerbanen. Det er nogle af de spændende og sjove aktiviteter Amagerbanens Venner og Haverne ved Amagerbanen disker op med til Amagerbanens Dag.

Søndag d. 22. august gennemfører Amagerbanens Venner og Haverne ved Amagerbanen for første gang Amagerbanens Dag. En sensommersøndag med hyggelige oplevelser for børn og voksne. Banen bliver fejret med livemusik af Københavns Jernbaneorkester og trioen Dræsinejazz ved Jesper Løvdal. Ved de gamle kolonihaver er der loppemarked, mulighed for at bage snobrød, få sig en kop kaffe og et stykke kage eller man kan gå med på en historisk rundvisning gennem haverne. Der er også historiske vandringer langs skinnerne ved Amagerbanens Venner, skinnecykling på skinnerne og mulighed for at komme i snak med de mange lokale frivillige, der er engageret i bevarelsen og udviklingen af Amager. Foreningen Ren Kærlighed til Amager afholder skraldeindsamlingskonkurrencer med fede præmier til voksne og børn og så er der hjemmelavet grillmad hos Amagerbanens Venner og luksusøl fra det lokale bryggeri People Like Us.

Peter Kristensen fra Amagerbanens Venner glæder sig meget til den store dag:

Amagerbanen er helt unik og vi skal værne om de cirka halvanden kilometer skinner vi har tilbage. Vi vil så gerne vise folk hvilket fantastisk miljø der er omkring Amagerbanen og hvor sjovt det er at køre på skinnecykel eller dræsine. Noget man faktisk ikke kan andre steder på Sjælland. Amagerbanens Dag er en slags markering af den kulturhistoriske arv, som gemmer sig her, og en påmindelse om en lille bid af Amagers industrihistorie, som stadig står.”




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.