rasmus-nilausen-historie-2019-olie-pa-hoerlaerred-40-x-50-cm.-adrid.jpg

Rune Bosse og Rasmus Nilausen i Overgaden

foto: Rasmus Nilausen: Historie, 2019, Olie på hørlærred, 40 x 50 cm.
21. september – 24. november 2019
Fernisering d. 20. september kl. 17-20
Rune Bosse: Solo
Hvad sker der med en kunstinstitution, når menneskene har forladt den, og naturen har overtaget styringen? I krydsfeltet mellem kunst og natur udfordrer Rune Bosse på sin første store soloudstilling grænserne for, hvad en kunstudstilling kan være, og hvor langt en kunstinstitution tør gå.
Rune Bosse har siden sin afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016 arbejdet konsekvent med naturen som både en frisættende og poetisk kraft, men også som et destruktivt og faretruende rum uden for menneskelig kontrol.
For første gang i Overgadens 33-årige historie står kunsthallen overfor at være lukket i en periode på godt 6 måneder i forbindelse med større og tiltrængt renovering. Denne unikke situation har Rune Bosse taget til sig og skabt en udstilling, der lægger Overgadens underetage i ruiner med smadrede vinduer, væltede vægge, overgroede gulve og sale, der pga. elektriciteten er ødelagt, henfalder i en stadig større grad af mørke i løbet af udstillingsperioden, eftersom solen er kortere og kortere tid på himlen. Et apokalyptisk wasteland, hvor naturen får lov til at overtage Overgaden, så skellet mellem indenfor og udenfor og fortid og en (mulig) fremtid udviskes.
Til udstillingen vil Rune Bosse lade de plantearter gro og spire indendørs, så de gennemtrænger væggene og nedbryder væsentlige dele af Overgadens indre. Kunstneren har indgået et samarbejde med godsejeren August Hage på Oremandsgaard Gods, som har givet ham mere eller mindre frie tøjler til at bruge den tilhørende skov som både laboratorium og materialelager til produktion og undersøgelser af organiske forbindelser. Alle planterne og væksterne, som sidenhen flyttes ind på Overgaden, vil gro organisk og uforstyrret udstillingsperioden igennem – ude af kunsthallens kontrol.
Med dette kompromisløse indgreb på Overgaden giver Rune Bosse de besøgende en radikalt anderledes og enestående udstillings- og natur oplevelse, som er tankevækkende ift. en potentiel fremtid, hvor menneskene ikke længere hersker over naturen eller er blevet fortrængt af andre arter.
Rune Bosse (f. 1987) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016 kombineret med studier på Olafur Eliassons eksperimenterede kunstskole, Institut für Raumexperimente i Berlin. Bosse har blandt andet udstillet på gruppeudstillingen Festival For Future Nows på Hamburger Bahnhof i Berlin i 2014, på EXTRACT hos Kunstforeningen GL Strand i 2017, på Aros-Triennalen The Garden ligeledes i 2017 og på udstillingen Jordforbindelse på Fuglsang Kunstmuseum i 2018

Rasmus Nilausen: Blåtand
På sin første soloudstilling på en københavnsk kunstinstitution præsenterer Rasmus Nilausen stedsspecifikke malerier, der forbinder det analoge maleri på lærred og væg med en af dagligdagens velkendte teknologier og samtidig sender en historisk hilsen til en af vores mest legendariske forfædre.
Rasmus Nilausen er i sin praksis optaget af maleriet som et selvstændigt sprog, der hinsides det verbale og skrevne ord formår at skabe en dialog mellem kunstner og beskuer. Nilausen undersøger det slægtsskab, der opstår mellem værkerne såvel i den kunstneriske tilblivelsesproces som i den færdige udstillingsinstallation. Han er særligt interesseret i den forbindelse og relation, der opstår når publikum møder værkernes symbolverden og selv skaber en meningsfuld og personlig fortælling.
Til Overgadens første sal trækker Rasmus Nilausen netop på forholdet mellem kommunikation, symboler, sprog og tilhørsforhold. I overført betydning og via en slags kortbølgeteknologi vil værkerne forholde sig til hinanden. Titlen Blåtand har en central og åbnende betydning for udstillingen og kobler det analoge maleri og historien om kongen Harald Blåtand med den engelske oversættelse ”bluetooth”, der som bekendt er et stykke teknologi, som vi alle konstant bruger og er omgivet af i vores hverdag.
Gennem Nilausens undersøgelser omkring såvel den historiske Blåtand og vores tids bluetooth-opfindelse skete der et særlig sammenfald. Der begyndte at tegne sig en relation mellem myten om Blåtand, der bragte de forskellige folkeslag sammen til Kongeriget Danmark i det tiende århundrede, og mobiltech-firmaet Ericssons opfindelse af den trådløse kortbølgeteknologi, som de opkaldte efter Harald på grund af hans talent for at få folk til at kommunikere våbenløst med hinanden. Teknologiens logo er endda sammensat af runerne for H og B. Denne sammensmeltning af symbolik, betydning og sproglighed med sine flertydige referencer og forståelsesrammer blev udgangspunktet for at skabe en serie stedsspecifikke malerier med et indbyrdes slægtsforhold og narrativ, som også bevæger sig væk fra lærredet, ud på væggen, ned på gulvet og ind i Overgadens arkitektur.
Rasmus Nilausen (f. 1980) er uddannet fra Faculty of Fine Art, Barcelona og Chelsea College of Art and Design, London i 2011. Han har udstillet internationalt på blandt andet the Institute of Contemporary Art (ICA), London, og på Chisenhale Gallery, London samt La Capella, Antoni Tapies Foundation og Suñol Foundation, Barcelona. I Danmark har han haft soloudstillinger på Tranen samt på Christian Andersen. Senest har han opholdt sig på Van Eyck Academie i Maastricht, Holland, samt udstillet på Team (gallery, inc.) i New York og garcia | galeria i Madrid. Nilausen er bosiddende i Barcelona.




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.