Carsten Wests Nytårsbrev

Foto: Ståluld (0000) er et udmærket alternativ til fyrværkeri.

Jul og Nytår 2022/2023

Kære Venner!

Nok en gang må I – kære venner – tåle et Jule- og Nytårsbrev fra min hånd. Sidste års brev var – som I måske kan huske – et at de svære, da jeg var hovedperson i en kamp mellem Nemesis og Asklepios. Nemesis forsøgte at straffe min hybris terminalt, medens Asklepios med alle midler kæmpede på min side. Kampen pågår endnu, men Asklepios har, i form af hæmatologisk afdeling på Rigshospitalet, fået overhånd. Jeg kan derfor ikke andet end bøje mig i støvet for videnskaben, og takke for et næsten fuldstændigt normalt liv i det forgangne år, hvor jeg både kunne opleve en fortsat glæde ved at arbejde, nyde min dejlige familie, læse, se og høre – og således efter bedste sanseevne forstå min egen og verdens tilstand.

Nu er der et spring fra egen til verdens tilstand. Medens egen tilstand vurderes i stunder af selvreflektion, vurderes verdens tilstand af planetens 8 milliarder mennesker i et komplekst og dynamisk system.

Der findes desværre blandt disse 8 milliarder enkelte, der har uforholdsmæssig meget magt, og som forvalter denne magt på en for alle andre dybt skadelig vis. Den 24. februar udløste en enkelt magtfuld russisk autokrat en kamp mod demokratiet og friheden, og kun det ukrainske folks mod og styrke kan hjælpe os alle sammen. Vi har pligt til at hjælpe dem i denne kamp – helt til den bitre ende. Og bitter vil den for mange blive. Her er egen tilstand ubetydelig.

Bortset fra denne sørgelige indledning, vil jeg som sædvanlig med udgangspunkt i noget læst og hørt i årets løb fortolke verdens tilstand. Som modvægt mod krisetænkningen tages udgangspunkt i humoren – med den bemærkning, at humor uden en alvorlig vinkel er banal. Dernæst vil jeg referere to fagbøger, som kan være opbyggelige, når håbet kan blive til handling.

Den alvorlige humor først: Det læste er Kaspar Colling Nielsens bog ”Frelseren fra Hvidovre” og det hørte er Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms nytårstale.

For at starte med Kirsten Birgit, så tager hun i sin nytårstale udgangspunkt i den gamle danske vending ”Det er kun ret og rimeligt”, separerer de to adjektiver, og nævner hændelser i vort lille land i årets løb, der åbenbart er ”ret”, men ”Fanden gale mig” ikke er ”rimelige”. Forargelsen i stemmeføringen er som knive, der burde bore sig ind i de politiske magthaveres etiske organer – om de er i besiddelse af sådanne. Alvor præsenteret af en skikkelse skabt i humorens univers. Personligt oplever jeg destruktionen af minkerhvervet i Danmark som det værste statslige overgreb, der er sket i min levetid, og det er en lise, at få denne forargelse bekræftet af Kirsten Birgit. Det værste er vel, at overgrebet fortsætter. Det eneste rimelige ville være prompte at udbetale en erstatning, der både dækker tab, smerte og lidelse plus noget ekstra, og herudover vedtage en stor belønning til de minkavlere, der vil forsøge at retablere erhvervet. Men det sker ikke? Det kan godt være, at det er ret, men det er med Kirsten Birgits ord ”Fanden gale mig” ikke rimeligt. Listen af politiske beslutninger i dette land i 2022, der er baseret på ret, men urimelige i konsekvens, er desværre lang.

Krisenarrativet – som det hedder i spinsprog – anvendes flittigt for at begrunde urimelige beslutninger – og det ser næsten ud som om befolkningen hopper på den. I første omgang i hvert fald.

Krisehåndtering er omdrejningspunktet i ”Frelseren fra Hvidovre”. Regeringen er i store problemer på grund af ude fra kommende katastrofer. Udover Coronaepidemien er Vesuv gået i udbrud og har lagt en kæmpe askesky over Europa. En hurtig arbejdende analysegruppe kommer frem til, at det eneste, der kan stoppe katastroferne, er offentliggørelsen af et digt, skrevet af digteren Allan Thornbum, der bor i en kælderlejlighed i Hvidovre. Problemet er bare, at Allan har besluttet ikke at skrive flere digte, men hellere vil være trafiktæller og passe sin kat. Presset på Allan for at skrive et digt er enormt, og han bøjer sig først, da politikerne får overbevist befolkningen om, at det er Allans skyld, at katastroferne bare fortsætter, og folket derfor er ved at lynche Allan. Jeg skal ikke spoile slutningen, men udover hovedhistorien bruger Colling Nielsen et forfattergreb – som jeg bedst husker fra Steppeulven af Herman Hesse – ved at skrive en ”bog i bogen”. Allans eneste ven – der hedder Bent Jørgensen – og er en lige så falleret digter som Allan, har skrevet en pamflet, der hedder ”Fordommenes Bog”, og som gengives sidst i hovedbogen med en bemærkning om, at den er udgivet på forlaget ”Kommunalt Tilsyn” (Sic!). I en næsten Gammeltestamentlig afsnitsopdeling opremses danskernes inderste fordomme ufiltreret og på en helt igennem politisk ukorrekt måde. Colling Nielsen undgår bevidst udskamning ved således at overgive ophavsretten til en fiktiv forfatter og et fiktivt forlag. Alvorlig humor på højt niveau. Man tænker, at Allan Thornbum og Minkavlerne lider fælles skæbne.

Så til det mere opbyggelige – videnskab og konstruktiv politisk tænkning. Forlaget Klim har udgivet en artikelsamling under titlen ”Borger & Stat”, som alle kan blive kloge af at læse in extenso eller i uddrag. Artiklernes fælles grundlag er, at de er skrevet af videnskabsfolk – hovedsageligt økonomer – og med et klassisk liberalt økonomisk udgangspunkt. Emnerne er mange – f.eks. børn, kvinder, uddannelse, kunst, markedsfejl og statsfejl, public choice, finansforhold, narkotika, klima og vækst – men alle sat ind i en økonomisk videnskabelig sammenhæng. Den er forholdsvis let læst – også for ikke-økonomer. I tider med en meget stor og magtfuld stat, der laver mange statsfejl, er det opløftende, at nogen prøver at bygge et bolværk af viden. Den økonomiske detaljediskussion er stort set fraværende i Danmark, fordi politiske beslutninger tages for hurtigt. Uden tid til den analyse, som selvfølgelig burde være til stede, før man træffer beslutninger, der indebærer både økonomiske og menneskelige omkostninger for nogen og gevinster for andre. Om dette har Sigge Winther Nielsen skrevet en bog, han kalder ”Entreprenørstaten”, og som alle politisk interesserede bør læse. Det interessante ved forfatteren er, at han har arbejdet i ”systemet” både som rådgiver, embedsmand og journalist. Hvis man betragter bogen negativt, vil man sige, at det er en beskrivelse af en overlevelsesstrategi for en tilsandet stat. Vi vælger den positive vinkel, hvor den beskriver en strategi for at fjerne sandet, og åbne op for et vidensbaseret samarbejde mellem den offentlige og den private sektor med inddragelse af civilsamfundet. Hans uskrevne basis er den kendsgerning, at den offentlige sektors fortsatte vækst ikke kan finansieres, da skattebasen i Danmark er fuldt udnyttet. Med andre ord, kan man ikke indføre nye skatter, der ikke har større negative end positive effekter. Konkurrencestaten sander til i det han kalder de 3 T’er – ”Tidsoptimisme, Transnationalisme og Træghed” – eller med andre ord, beslutningerne går for hurtigt og de bremses af udenlandske aftaler og indenlandske interessegrupper. Han foreslår dem erstattet af de 3 V’er – ”Vision, Viden og Vedholdenhed” – eller med andre ord, skal staten (samfundet) have en langsigtet Vision. For at nå denne Vision skal beslutninger bygges på Viden, og for at komme i mål skal man være Vedholdende i et langsigtet partnerskab mellem alle samfundets sektorer.

Jeg vil bygge Sigges ord ind i mit Nytårsønske til jer alle.

I ønskes alle et lykkeligt 2023 – præget af visioner, viden og vedholdenhed.

Kærlig hilsen Carsten West

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.