Afgørelse om byggestop på Amager Fælled på mandag
Foto: Nikolaj Kirk
Skal al byggeaktivitet midt i naturen på Amager Fælled stoppes, indtil der er faldet en afgørelse i den retssag, Amager Fælleds Venner har anlagt mod klagenævnene? Det skal Københavns Byret tage stilling til. Afgørelsen fra byretten kommer på mandag den 12. december klokken 13.
Amager Fælleds Venner inviterer alle medier ind foran byretten på Nytorv på mandag fra klokken 12.30. Her er der en markering, hvor Johan Løje, advokat for Amager Fælleds Venner, klokken 13 vil læse afgørelsen op og kommentere på den. “Vi håber at se mange medier på mandag foran byretten. Der er tale om en principiel sag, der ikke alene har betydning for Amager Fælled, men for naturen i hele Danmark”, siger Ulla Rosenvold, talsperson for Amager Fælleds Venner.
Baggrunden er at Amager Fælleds Venner har anlagt sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet. De mener, at nævnets afgørelse i december 2021, der siger god for byggeplanerne på Amager Fælled, er i strid med reglerne for miljøvurderinger og lokalplaner. Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår i deres kendelse, at den miljøvurdering (VVM-vurdering) der forelå, da Københavns Kommune i februar 2021 traf beslutning om byggeriet på Amager Fælled, er mangelfuld, og at lokalplanen og VVM-tilladelsen, som kommunen besluttede, derfor var ugyldig. Alligevel sagde nævnene i december 2021 god for byggeplanerne med henvisning til den omfattende mængde af nye undersøgelser og oplysninger, som bygherren Fælledby sendte ind, mens sagen var til behandling i klagenævnene.
– Men det er i strid med EU-retten på den måde at reparere på en mangelfuld miljøvurdering. De mange undersøgelser og rapporter med nye oplysninger skulle ifølge reglerne have været i høring og forelagt Borgerrepræsentationen. Derfor kræver Amager Fælleds Venner, at byretten erklærer Københavns Kommunes vedtagelse af lokalplan og miljøvurdering for ugyldig, siger Knud Erik Hansen, talsperson for Amager Fælleds Venner.
Da en endelig afgørelse i sagen vil tage lang tid, kræver Amager fælleds venner opsættende virkning, så al byggeaktivitet stoppes, indtil retten har talt. “Ellers vil en del af byggeriet jo kunne stå færdigt, inden sagen er afgjort”, siger foreningen. “Byggeriet vil have en voldsom negativ indvirkning på naturen. Allerede nu ser vi, at byggeforberedelserne har haft ødelæggende konsekvenser for blandt andet ugler og lærker. Uglerne på Amager Fælled har ikke ynglet i år og bestanden af lærker er gået markant tilbage.”
Ved en begæring om opsættende virkning skal retten afveje de relevante hensyn i sagen. Her overstiger hensynet til natur og miljø efter foreningens mening helt klart en privat bygherres interesse i at kunne gennemføre et boligbyggeri.Det er afgørelsen om opsættende virkning, der kommer på mandag, efter, at det spørgsmål har været behandlet på retsmøder den 13. og 24. oktober.
Selve retssagen mod klagenævnene foregår i byretten den 11. og 12. maj samt den 1. og 2. juni næste år.
There are no comments
Add yours