20211204_113803

Ønsketræet i Amagercenter

Ønsketræet

December er julemåneden og hjerternes fest er ved at tage form. I Amager Centret står der et prægtigt juletræ, som blandt pynten har ”ønskesedler”. Disse ønsker kommer fra trængende børn på Christianshavn og Amager og det er organisationen ”Barnets Glæder”, som står bag den årlige indsamling af gaver. Gaverne doneres af velmenende handlende, som tager en ønskeseddel og køber gaven i forbindelse med egne indkøb. Gaven afleveres efterfølgende til dem, der står vagt ved Ønsketræet. Vagterne er frivillige fra Rotary klubberne Sønderbro og Christianshavn-Slotsholmen. Stort set hver dag kan man møde en af disse rotarianer, som fortæller om baggrunden for indsamlingen samt om Rotarys virke i øvrigt.

Det har vist sig at de handlende i Amager Centret har store hjerter og alle de gaveønsker, som der var tildelt Ønsketræet i Amager Centret, er allerede kommet i hus. Derfor har Rotary klubberne skiftet indsamlingen til Barnets Glæder ud med en indsamling til Joannahuset, som er et lokalt krisecenter for børn og unge. Hvis et barn har behov for at komme væk hjemmefra af den ene eller anden årsag, så står Joannehuset klar med en seng at overnatte i, et varmt måltid og rådgivning om alt det svære. Også i en juletid, hvor mange andre hygger sig med familie og venner.

Christina Lyng og jeg (Henrik Goldschmidt) stod vagt ved Ønsketræet lørdag den 4. december og der varmede utrolig meget at mange forældre kom hen til Ønsketræet og ledte efter en ønskeseddel. Vi kunne så forklare at alle ønskerne allerede var blevet opfyldt og at vi nu samlede ind til Joannahuset. Rigtig mange synes dette er et super godt formål og gav straks en donation til indsamlingen.”

Alle beløb tæller, så uanset om man giver 20, 50 eller 100 kr. betyder det noget. Alle indsamlede midler går ubeskåret til fordel for Joannahuset, da Rotary består af 100% frivilligt arbejde. Donationer kan gives via mobile pay nr. 551634. ”For os som Rotarianer er det livsbekræftende at kunne være med til at støtte en organisation, som gør så stor en forskel for et barn eller en ung i nød. Det er en grundsten i Rotary at tjene andre uden ønske om egen vinding, men det fylder hjerte med glæde at kunne være med til at gøre en forskel”, siger Henrik Goldschmidt.

Rotary klubben på Christianshavn holder møde hver onsdag i Kanalhuset og har man lyst til at høre mere om Rotarys virke, kan man kontakte klub præsident Jørgen Bæk-Mikkelsen på e-mail: beakmikkelsen@webspeed.dk




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.