Shoplifter åbner udstilling på Nordatlantens Brygge
NERVESCAPE IX Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir
Nordatlantens Brygge åbner storslået installation lavet udelukkende i kunstigt hår af den islandske kunstner Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir. Nervescape IX er den første separatudstilling af den internationalt anerkendte kunstners værker i Danmark og kan opleves i det smukke pakhus fra 28. august 2021 til 2. januar 2022.
Udstillingen er den niende version af Shoplifters stedsspecifikke værk Nervescape, der har været vist over hele verden i det seneste årti. Værket er en installation fremstillet udelukkende af farverigt syntetisk hår, som kunstneren genbruger i hver installation.
På Nordatlantens Brygge kan værket opleves i rumlige konfigurationer, som er nøje tilpasset de unikke udstillingslokaler i dette pakhus fra det 18. århundrede.
Nervescape IX er et univers, der indbyder til fordybelse. Det farverige værk er ikke kun beregnet til at blive oplevet med synssansen; hele installationen kan fornemmes med kroppen, når man bevæger sig gennem udstillingens to etager.
Det farverige værk er delvis inspireret af Shoplifters interesse for neurovidenskab og hjerneforskning. De sammenfiltrede bundter af hår ligner nervecellernes organiske struktur, men samtidig ønsker kunstneren at påvirke vores synapser i en mere direkte forstand, idet hun mener, at når vi oplever stærke farver, udløser det serotonin i hjernen, der gør os glade.
Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir I mere end 20 år har den islandske kunstner Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir (f. 1969) udforsket brugen af og de symbolske egenskaber ved hår, både syntetisk og naturligt, og dets kunstneriske potentiale.
Hendes værker består hovedsagelig af skulpturer, vægmalerier og installationer, der udforsker temaerne forfængelighed, selvbillede, mode, skønhed og folkelige myter. Hendes arbejde er forankret et sted mellem en fascination af populærkultur og en beundring for folkekunst og kunsthåndværk. Humor spiller også en stor, men diskret rolle i kunstnerens arbejde.
Shoplifters værker er blevet udstillet over hele verden, og hun repræsenterede Island ved den 58. Biennale i Venedig i 2019.
Læs mere på <www.nordatlantens.dk/nervescape> nordatlantens.dk/nervescape
__________________________________
NERVESCAPE IX Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir
28. aug 2021—2. jan 2022
__________________________________
ARTIST TALK & ÅBNING Fredag 27. august kl. 16.45 <www.nordatlantens.dk/da/arrangementer/2021/artist-talk-%c3%a5bning-shoplifterhrafnhildur-arnard%c3%b3ttirs-nervescape-ix/> Tilmelding nødvendig.
__________________________________
Nordatlantens Brygge Strandgade 91 1401 København K nordatlantens.dk
Åbningstider Mandag til fredag: 10-17 Lørdag og søndag: 12-17
__________________________________
FOTOS
Værket Nervescape IX er pt under opbygning. Fotos af det kan fremsendes efter åbningen, og vi vedhæfter i stedet til fri brug hhv. foto af Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir (PR-foto: Aldís Pálsdóttir) og foto af tidligere version af værket, Nervescape VII, der blev udstillet i Islands Kunstmuseum 2017 (PR-foto: Sigurdur Gunnarsson).
Med venlig hilsen,
Birgir Thor Møller
Programredaktør og kommunikationschef
Nordatlantens Brygge
Strandgade 91
1401 København K
Danmark
+45 3283 3727
+45 2296 4446
<mailto:birgir@bryggen.dk> birgir@bryggen.dk
Kunst og kultur fra Færøerne, Grønland og Island — i hjertet af København
There are no comments
Add yours