1600 skoleelever har fotograferet deres by
Dansk Arkitektur Center (DAC) inviterer til åbningsfest af Fang din by-fotoudstilling på Bryghuspladsen fredag d.18. juni 2021. Her bliver vinderne af årets fotokonkurrence kåret. Udstillingen åbnes med festlig musik med bandet Blæst, taler, kolde forfriskninger – og 55 flotte fotos, der viser forskellige byers arkitektur set gennem danskernes øjne. Derudover får man som gæst til Fang din by-åbningen gratis adgang til DAC på dagen fra kl. 14.00 (husk coronapas)
I år har DAC modtaget 4.400 fotos fra danskere fra alle egne af landet, der viser, hvordan arkitekturen danner rammen om både fællesskab og ensomhed i vores byers rum. I skolekonkurrencen har DAC modtaget rekordmange fotos i år. Hele 64 skoleklasser, svarende til 1600 skoleelever har arbejdet med byrum i deres lokalområde og historiefortælling gennem fotomediet.
Fang din by handler om at engagere danskerne i deres byer. Initiativet skal få flere til at få øjnene op for arkitekturen i byen og for, hvordan arkitektur sætter rammerne for vores hverdagsliv. Derfor glæder man sig i DAC og i juryen over de mange deltagende skoleklasser, og at der i begge konkurrencer er indsendt bidrag fra hele landet for eksempel fra Hirtshals, Bogense, Risskov, og Valby.
“Jeg synes, det er imponerende, at det er lykkedes at komme uden for København også, og at man rundt omkring i landet også har taget del i konkurrencen. ” udtaler Ritt Bjerregaard, jurymedlem og tidl. overborgmester i København, Minister og EU-kommissær .
Fotos viser, at byen rummer både fællesskab og ensomhed
Dansk Arkitektur Center har med temaet ‘En by for alle’ valgt at sætte fokus på, om vores byers arkitektur er inkluderende nok. Er der mulighed for, at alle kan udfolde sig uanset køn, alder, etnicitet og forskellige behov? Det har deltagere i både den åbne konkurrence og skolekonkurrencen skullet forholde sig til.
“Fotografierne bærer præg af, at samfundsperspektivet er med i dem alle sammen. Det er det udgangspunkt, vi har haft: at de skulle sige noget om, hvor vi er som samfund, og hvordan vi lever lige nu i den her lidt specielle tid. Vi har kigget på fotografierne – ikke kun med fritidsbrillerne, hvor det handler meget om, hvad man render og laver for sjov – men også med et alvorselement, da fotografierne i år også selv har haft et mere alvorligt perspektiv.” fortæller jurymedlem og street- og Arkitekturfotograf Dennis Skyum.
De indsendte fotografier udstiller på poetisk vis, hvordan byens rum kan tilbyde en magisk pause og muligheden for at tage byen i brug på sin helt egen måde – men også, hvordan byen kan være et hierarki, hvor nogle må slide, mens andre kan bruge byen som et rekreativt rum.
“Samfundet består af en utrolig bred palette af mennesker. Vi har forsøgt at få motiver af de mennesker, der får samfundet til at fungere – også i en Coronatid – tydeligere med i årets udvalg. Vi har også arbejdet med ensomheds- og isolationsfølelsen i byrummet, hvilket vi også synes kendetegner mange af fotografierne i år.” uddyber direktør for Copenhagen Photo Festival og jurymedlem Maja Dyrehauge Gregersen.
Og nu kan Dansk Arkitektur Center endelig løfte sløret for de bedste fotos, der er blevet udvalgt til udstillingen af juryen. Vinderne af 1., 2. og 3. præmien i begge konkurrencer afsløres til udstillingsåbning og præmieoverrækkelse den 18. juni på Bryghuspladsen foran Dansk Arkitektur Center.
Program
Kl.15:00: Ankomst
kl.15:15: Velkomsttale ved Tanya Lindkvist, programchef, Dansk Arkitektur Center
Kl. 15:25: Åbningstale ved juryen
Kl. 15:35: Prisoverrækkelse – annoncering af vinderne af skolekonkurrencen og af den åbne konkurrence
Kl. 15:45: Koncert med Blæst
There are no comments
Add yours