ChristianshavnKvarter_auto_x1

Bliv Testpilot!

Ny app hjælper med indkøbene – og du kan blive testpilot leveringidag.dk

Indkøbsfælleskabet Idag er flyttet ind hos Tjek i Wildersgade 41 og har netop lanceret Leveringidag.dk til Christianshavnerne. Visionen er at gøre det nemt, effektivt og sikkert for almindelige mennesker at hjælpe hinanden med indkøb.

Stifter Bo Overby fortæller stolt og indlevende om lanceringen af Idag, der er kulminationen på ti måneders arbejde med at udvikle konceptet og kode løsningen bag. Idéen kom fra ønsket om at skabe et indkøbsfællesskab, der er baseret på gensidig hjælp:

“Tanken bag Idag er at bruge vores fælles ressourcer bedre: Når der nu allerede er masser af mennesker i byen, der skal handle, hvorfor så ikke tage noget med for en anden?,” forklarer Bo Overby.

Det er blevet til en tjeneste, der formidler kontakten mellem den, der ønsker at få handlet varer og den, der gerne vil hjælpe andre med at handle og levere. Navnet Idag er valgt, for at indikere, at brugeren ofte kan få leveret sine varer samme dag som de bestilles.

Kort leveringstid, fællesskab og omtanke for miljøet
Når en bruger benytter Idag, kan andre i området hjælpe vedkommende med at få ordnet sine indkøb, hvis de har meldt sig som indkøbshjælpere. På den måde kan brugerne hjælpe hinanden på en hurtig og simpel måde, der samtidig holder indkøbene i de lokale butikker, og det er noget, der ligger stifteren på sinde:

“Vi vil rigtig gerne være en del af og styrke det allerede stærke lokale fællesskab. Med den lokale vinkel følger tilmed også en indbygget omtanke for miljøet, for mange ordrer vil blive leveret til fods eller på cykel. Det er ren win-win-win,” forklarer Bo Overby.

Testpiloter skal hjælpe med at gøre tjenesten klar til national lancering
Med lanceringen af Idag på Christianshavn følger nu indsamlingen af evalueringer af, hvordan tjenesten virker i praksis. I udviklingsfasen har Bo Overby selv været rundt som indkøbshjælper, men nu er det Christianshavnernes tur:

“Jeg er helt utroligt spændt på, hvordan Christianshavnerne tager imod Idag. De foreløbige tilbagemeldinger er positive, og de forbedringsforslag, vi modtager, bliver indarbejdet i vores udviklingsplan. Når vi føler, at tjenesten er klar, skal den løbende lanceres indtil den dækker hele Danmark,” fortæller Bo Overby.

Allerede nu fungerer appen dog på de vilkår, der forventes at være gældende for appen, og det betyder, at dem, der agerer indkøbshjælpere, allerede nu tjener penge på at handle ind for andre, forklarer Bo Overby:

“Selvom tjenesten bygger på det gode naboskab og det lokale sammenhold, har vi lanceret den med det ekstra incitament, at indkøbshjælperen får en skilling for besværet. Det er brugeren, der bestiller indkøbene, der selv vælger, hvor meget han eller hun vil betale indkøbshjælperen for ulejligheden. Dog giver vi nogle forslag inde i appen”.

Indkøbshjælperen, der melder sig på leveringidag.dk opfordres til at melde eventuelle problemer eller udviklingsforslag tilbage til Idag-stifteren.

Læsere, der kunne tænke sig at bestille indkøb via Idag, skal benytte sig af enten leveringidag.dk eller bestille via appen eTilbudsavis, hvor man kan bestille sin indkøbsliste ved at klikke på indkøbskurv-ikonet. I eTilbudsavis-appen finder man desuden tilbudsaviser fra lokale butikker som man kan sammensætte sin indkøbsliste ud fra.

Om Idag
Idag er en del af Tjek, som med appen eTilbudsavis gør det nemmere at overskue tilbud og spare tid og penge i familien. Idag er stiftet af Bo Overby, som i mange år har arbejdet med udvikling af online virksomheder hos bl.a. Georg Jensen og DBA. Læs mere om Idag på leveringidag.dk.




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.