Fotoudstilling under åben himmel
Foto: Lars K Engelgaar
Udendørs fotoudstilling fanger byen i forandring
For fjerde gang gentager Dansk Arkitektur Center (DAC) storsuccesen Fang din by – en fotoudstilling under åben himmel, som i år behandler temaet ’byen i forandring’. Oplev udstillingen på Bryghuspladsen samt rundt omkring i København fra den 7. juni – 30. august. Der er gratis adgang til udstillingen for alle.
Danske byer forandrer sig hver eneste dag. Vi river gamle bygninger ned, skaber nye byrum og bygger i hidtil usete højder. Men hvordan ser det ud, når gammelt møder nyt? Og er forandring altid godt? Det stiller udstillingen Fang din by – i forandring skarpt på gennem 110 stærke billeder skudt af fotoglade danskere. Billederne er udvalgt fra en landsdækkende fotokonkurrence med samme navn, hvor DAC stillede opgaven at fotografere steder i byen, hvor man ser forandring.
I løbet af foråret har mere end 3000 deltagere fra hele landet – alt fra skoleelever til amatørfotografer – indsendt deres personlige bud på, hvordan byrummet formes og forandres over tid. Vinderne og de udstillede billeder er udpeget af en professionel jury, der består af Maja Dyrehauge Gregersen, festivaldirektør for Copenhagen Photo Festival, Janus Engel Rasmussen, foto- og videojournalist, samt Christian Juul Wendell, projektleder ved Bureau Detours.
”Bidragene til Fang din by – i forandring har taget juryen på en tour de force gennem alt fra små havnebyer til landevejsbyer og storbyer. Alle deler de den samme grundlæggende fortælling for os mennesker: vores position midt imellem natur og civilisation. Vi er meget tilfredse med vinderbilledernes narrative og kunstneriske fortolkning af forandring – som for nogen er fremmedgørende, for andre frisættende. Tilsammen skaber de en skæv og modig fortælling gennem underfundige detaljer og et upoleret udsyn,” siger Maja Dyrehauge Gregersen.
Mød udstillingen rundt om i byen Som noget nyt sender DAC i år udstillingen ud i byens rum, som den netop skildrer. Halvdelen af udstillingen vil igen i år stå fast på Bryghuspladsen, mens den anden halvdel vil turnere rundt mellem Københavns store pladser i hele udstillingsperioden og blive ét med byrummet. Udstillingen kan opleves på Nytorv, Israels Plads, Rådhuspladsen, Kultorvet, Den Røde Plads og Højbro Plads. Se udstillingsperioderne for de enkelte pladser <dac.dk/udstillinger/fang-din-by-2019> her.
Kom til folkelig åbningsfest DAC inviterer store som små til festlig fernisering fredag den 7. juni. Åbningsfesten starter kl. 16:30 og foregår i sommersolen på Bryghuspladsen foran BLOX med gratis adgang. Her vil vinderne af årets fotokonkurrence blive afsløret, og der vil være kolde øl, friskbagte pandekager og bløde toner.
Program – Velkomsttale ved Tanya Lindkvist, programchef, Dansk Arkitektur Center – Åbningstale ved juryen – Prisoverrækkelse og forfriskninger
Læs mere og book en gratis billet <dac.dk/oplev/begivenheder/fernisering-fang-din-by-i-forandring/> her
Fang din by – i forandring 7. juni – 30. august 2019
Fang din by er en udendørsudstilling med temaet ’byen i forandring’. Mere end 3000 amatørfotografer, skoleelever og fotonørder har indsendt bidrag til udstillingen, hvorfra en jury har udvalg 110 billeder til udstillingen, som i år sættes op for fjerde gang.
Udstillingen er i år todelt. Den ene halvdel kan opleves på Bryghuspladsen foran BLOX, mens den anden halvdel turnerer rundt på Nytorv, Israels Plads, Rådhuspladsen, Kultorvet, Den Røde Plads og Højbro Plads i udstillingsperioden. Gratis adgang for alle.
Læs mere om Fang din by – i forandring <dac.dk/udstillinger/fang-din-by-2019/> her
There are no comments
Add yours