BLOX 2018

Jul i Dansk Arkitektur Center

I Dansk Arkitektur Center (DAC) ved Københavns havnefront starter julen lørdag den 28. november. Her kan gæsterne skabe julepynt i bæredygtige materialer, opleve koncerter eller juleeventyr hver lørdag, og så er det sidste chance for at besøge udstillingen Kids’ City. Turprogrammet er nu udvidet med en familietur, og der bydes på julestemning fra shop til café. Jule- og nytårsaktiviteterne varer til og med 3. januar 2021.

Både workshops og aktiviteter er gratis med adgang til DAC.
Børn (0-17 år): Gratis, Unge (18-25): 50 kr, Studerende: 70 kr, Voksne: 95 kr

DACs nyheder i julemåneden er:
• ArkitekTUR – en ny, udendørs familieaktivitet
• Familieværksted – vær kreative sammen og lav selv julepynt og nytårshatte
• Hip Hop, juleeventyr og koncerter hver lørdag
• Udstillingsåbning: SAS Royal Hotel – En kærlighedshistorie
• Gaveideer fra DAC Design Shop
• Ny julemenu i DAC Cafe
Se hele juleprogrammet her.

Ny guidet tur: Tag på ArkitekTUR for familier
Som noget helt nyt udvider Dansk Arkitektur Center sine populære guidede ture med en tur for familier særligt tilrettelagt børn i alderen 7-12 år. På ArkitekTUR for familier kommer man med på en sjov og anderledes guidet gåtur rundt i København og lærer en masse om alt den arkitektur, der omfavner os, fra vejene vi går på, husene vi bor i og legepladsen, hvor vi gynger. Her kan man tage hele familien med på opdagelse i byens rum og sætte sine sanser i spil, når vi ser, mærker, lytter og bliver klogere på, hvad arkitektur er.
Hver lørdag kl. 11-12 & 13-14 (fra lørdag den 28. november).

Dansk Arkitektur Center har også ture til det voksne publikum, der er oplagt som et alternativ socialt arrangement til de mange aflyste julefrokoster med venner eller kolleger, der savner hinandens nærvær. Pga. Corona restriktioner er der lige nu et max på 9 deltagere + guiden på hver tur., så her er virkelig en god mulighed for at komme i dialog med vores dygtige guider. Tag fx med på en af de populære ture Dansk arkitektur i verdensklasse eller Ny dansk arkitektur eller book en gruppetur kun for jeres selskab.

Kom ned i tempo og vær kreative sammen
I DACs familieværksted får de voksne tid til nærvær med børnene, mens de i fællesskab er kreative med deres hænder.

Juleværksted: Når du ser et stjerneskud…
Hver weekend fra 28. nov. – 20. dec. kl. 11-16
Tag familien med og fold en stor flot julestjerne af kulørte udstillingsplakater – så bliver det en både smuk og bæredygtig jul. Desuden kan man på egen hånd skabe bæredygtigt julepynt til det store juletræ i Kids’ City.

Nytårsværksted: Arkitektur på hovedet – DIY nytårshat
Hver dag fra 26. dec. til 30. dec. kl. 11-16
Lav en flot og sjov arkitektur-hat, som udfordrer tyngdekraften og garanteret kan vække smil nytårsaften! Traditionen med at tage en sjov hat på til nytår stammer helt tilbage fra fester i Romerriget. Dansk Arkitektur Center holder traditionen i hævd og inviterer til at designe fantasifulde, høje hatte, som helt sikkert vil vække opsigt til nytårsfesten.

Hip Hop, juleeventyr og koncerter hver lørdag
Sammen med Kalle B. fra BørnefestiBAL byder Dansk Arkitektur Center i juletiden på masser af sjov med koncerter og hyggelig højtlæsning. Oplev bl.a. HipSomHap, Danmarks første hiphopgruppe for børn, rock med på julereggae med Trolle og Tormod eller hør Esben Dalgaard (aktuel i TV2s julekalender Juleønsket) læse julehistorier højt.

HipSomHap – Danmarks bedste hiphop til tweens
Lørdag den 28. nov. Kl. 13-14
HipSomHap skyder festen i gang med sej hiphop for børn. Gruppen, der består af Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad, har med hittet ”Min Far” rundet 2,5 millioner visninger på YouTube. Kom ind og få en hiphop-oplevelse med tekster i børnehøjde og god energi. Dansere fra Beatjump Dancestudie vil kickstarte koncerten med deres vilde dansemoves.

Esben Dalgaard fra Tinkas juleeventyr og Juleønsket læser gode julehistorier
Lørdag den 5. dec. kl. 10:30-10:50 + 12:00–12:20 + 13:30-13:50
Kom og lyt til gode julehistorier, når Esben Dalgaard besøger Dansk Arkitektur Center og sørger for hyggelig julestemning med højtlæsning i Salen. Esben Dalgaard er kendt som nissen Grot i Tinkas juleeventyr og er aktuel som faren i TV2s julekalender Juleønsket.

Trolle og Tormods Store Juleshow
Lørdag den 12. dec. kl. 13-14
I Trolle og Tormods Store Juleshow er der masser af nisseskæg, ballade og snevejr, når de to herrer synger danseglade og lærerige sange i den bedste reggae-stil. Trolle og Tormod har de sidste mange år turneret land og rige rundt, og med deres unikke juleshow garanterer vi en skøn koncert med masser af jul og reggaerytmer.

Mek Pek’s Åh Abe Juleshow
Lørdag den 19. dec. kl. 13-14
Mek Pek’s juleshow er et musikalsk og humoristisk show for børn i alle aldre. Kom med og bliv fyldt med god energi, når Mek Pek synger skønne julesange og klassikerne fra Åh Abe-pladerne – garneret med ”løgnehistorier” fra Mek Pek’s egen barndoms jul.

Ny arkitektur- og designudstilling åbner 10. december
I anledningen af 60-års jubilæum for den ikoniske hotelbygning i det centrale København viser Dansk Arkitektur Center en kurateret udstilling om verdens første designhotel: SAS Royal Hotel – et mesterværk, som selv i dag har betydning for dansk arkitektur- og designforståelse.

Udstillingen har fået navnet “SAS Royal Hotel – en kærlighedshistorie”, fordi den omfavner Arne Jacobsens fænomenale evne til at mestre alle led i den arkitektoniske proces, fra de store linjer i bygningens skala til de mindste detaljer såsom værelsesnøgler.

Fra den 10. december og indtil den 25. april 2021 i DAC Passage.

Udstillingen er skabt i samarbejde med Radisson Collection Royal Hotel og støttet af Realdania.

 




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.