Carsten Wests nytårsbrev

Foto: Gelgas Airlangga

Nytår bliver det aldrig uden Carsten Wests nytårsbrev.
I år skriver han om hvordan mennesker kan agere i virkeligheden i en verden, hvor der mere end nogensinde er behov for en tro hos det enkelte mennesker.
Godt nytår!

Kære Venner!

I de mange år jeg har skrevet et Nytårsbrev til jer, kære venner, har jeg forsøgt at finde på et emne, der ikke alene har gjort min forståelse af mig selv større, men som måske også ville kunne gøre den teosofiske Himmel lidt mere skyfri for mine venner. Nu skal I ikke tro, at jeg har tilsluttet mig en teosofisk bevægelse, men jeg synes bare det er sådan et smukt ord, fordi det kombinerer Gud (Theos) med Visdom (Sophia). Og det har i alle årene været min bestræbelse at finde emner, der kan tåle lys fra både det spirituelle og materielle, det religiøse og det økonomiske – og måske kommer til at stråle lidt derved.

I sidste års Jule- og Nytårsbrev skrev jeg om Velstandens Kilder – Kristen etik, arbejdsmoral og næstekærlighed, logik og matematik, retsorden og ejendomsret, næringsfrihed, kreativitet, videnskab, et hæderligt og meritbaseret embedsapparat, begrænset stat, demokrati og personlig frihed. Det blev bemærket, at den kilde som kun løber i den vestlige kultur, er den Kristne etik – og dermed forklaringen på, at velstanden i Vesten er høj.

Tilfældigheden spiller en stor rolle i mit liv. Livet er en lang række af tilfældigheder og nødvendigheder. Det nødvendige er livets basis, men hvis man ikke lader tilfældighederne komme til sig og derved udfordrer livet, så vokser man ikke ud i verden, men kun ind i sig selv.

Da jeg jo sidste år lod den faglige litteratur bære brevet, vil jeg i år for balancens skyld lade eventyret komme til orde. Og disse eventyr kom til mig ved et tilfælde – nemlig ved at have stillet sig i vores bebyggelses genbrugsrum, og der med farveglimtende omslag forsøge at lokke mig til at udskyde deres skæbne på fjernvarmeselskabets affaldsforbrændingsanlæg. De to bøger, der skal nævnes i år, er ”Dronningen af Saba og Kong Salomon” af Anne-Lise Marstrand-Jørgensen og ”Den hellige sten” af Barbara Wood. Den første forfatter er en af mine favoritter, og har tidligere optrådt i mit Nytårsbrev med omtale af Hildegard von Bingens lysende liv i Middelalderens tankemørke. Barbara Wood kendte jeg ikke, men placeres vist af de fleste i trivialitetens bogkasser. Det var titlen der fængede, idet jeg anede at mit emne skulle være hellige artefakter. Der skal være mening i eventyrenes galskab.

Den mest karismatiske helligdom er utvivlsomt Pagtens Ark, hvis indretning og indhold Gud dikterede Moses på Sinaibjerget, medens jøderne var på vandring til det hellige land. Det er en meget detaljeret forskrift, der indledes således i Anden Mosebog, kap.25 v10-11: De skal lave en ark af akacietræ, to og en halv alen lang, halvanden alen bred og halvanden alen høj. Du skal beklæde den med rent guld; både på indersiden og på ydersiden skal du beklæde den, og du skal lave en kant af guld hele vejen rundt på den. Også bærelister til og udsmykning af Arken med guldkeruber samt indretning af Templet, Arkens bolig, præsternes dyrebare påklædning m.v. er beskrevet i mindste detalje. For en økonom er det en tilfredsstillelse, at det også er beskrevet hvorledes alle disse udskejelser skal finansieres, idet folket skal betale afgifter til både Arken og til præsterne. ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt”, som Goethe skrev. Beskrivelsen af Arkens materialitet overstiger langt i omfang det åndelige. Selve indholdet i Arken beskrives ret beskedent som ”Vidnesbyrdet”, som var de forskrifter Gud pålagde Moses at kundgøre overfor det folk, han ville lede til det udvalgte land Israel. Om disse pergamentforskrifters indhold foreligger der ikke meget, medens ”De 10 bud” – som mejslet i sten – er kendt af hvert barn i Vesten.

Det kan ikke undre, at denne Ark altid har været et efterstræbt røverbytte – og i dag er Arkens skæbne uvis. Det er her bogen om Kong Salomon og Dronningen af Saba kommer ind i billedet, for her præsenteres vi for en teori om, hvor den er og hvorfor. Kong Salomon bygger Arkens bolig – det berømte tempel i Jerusalem – men ad snørklede handlingsveje lander Arken i Etiopien, der omkring år 1.000 BC var en del af Kongeriget Saba. I Aksum i Etiopien hævder man at opbevare den på et hemmeligt sted den dag i dag. Jeg har tidligere skrevet om Tempelridderne, der i 1099 efter Jerusalems erobring angiveligt finder Arken og tager den med til Frankrig. Da de fandt situationen i Frankrig for farlig, gemte de Arkens indhold flere steder – herunder på Bornholm. Den er dog ikke fundet – endnu? Arken har skabt mange og store eventyr. Barbara Woods ”Den hellige sten” er et eventyr om en meteorit, der falder ned på Jorden for 3 millioner år siden og indkapsler en blå diamant. For 100.000 år siden finder en afrikansk kvinde stenen, medens hun er på flugt fra et vulkanudbrud, og tilskriver stenens kraft hendes redning. Det går igen, at stenen opbevares af mennesker, der af den ene eller anden grund er på vandring, og derved kommer med på menneskets udbredelse på Jorden helt op til vore dage – og stenen hjælper dem på vej. Mennesket har altid haft behov for en forbindelse til det guddommelige – til noget der kan påvirke ens skæbne – så alt ikke forekommer tilfældigt og kaotisk. En forbindelse til Gud eller Guderne er også et magtmiddel. Det går igen til alle tider og steder, at artefakter og relikvier med forbindelse til Gud forvaltes og fortolkes af udvalgte mennesker – konger, fyrster, præster. Den første forvalter af Vidnesbyrdet i Pagtens Ark var Kong David, der straks forbrød sig mod de niende bud ved at begære Batseba, der var gift med Urias, for straks derefter at overtræde det femte bud ved at sende Urias i døden.

”De 10 bud” har haft enorm betydning for menneskehedens udvikling og lykke. Buddene er enkle, logiske og så kortfattede, at alle kan dem udenad. Selv små børn. Heldigvis gjorde Jesus i Bjergprædiken op med Moselovenes vægt på det materielle og krystalliserede de åndelige værdier i de ti bud. Han gjorde op med den straffende Gud og fremhævede den tilgivende Gud. Det har været grundlaget for den etik og moral, som har været bærende for vores velstand. I dag kan man sige ”Man behøver ikke præster til at fortælle én, at man skal opføre sig ordentligt”, fordi de 10 buds etiske afkast er så dybt aflejret i os, at vi betragter det som naturligt at overholde dem. Desværre opstod den straffende Gud igen 600 år senere i Koranen. Om også denne lovbog kan blive modificeret med tiden, kan vi kun håbe. Det er tilladt for alle at have en ”Hellig sten” eller et eget ritual for at skabe forbindelse til det guddommelige, og det er nødvendigt for alle – uanset om man vil indrømme det eller ej. Man kan gøre det i enrum eller sammen med en menighed, og endda præster kan være til nytte. Men Præster klædt som foreskrevet i anden Mosebog – ” De skal bruge guld, purpurblåt, purpurrødt og karminrødt stof og fint linned” – behøves næppe.

I ønskes alle et lykkeligt 2025 – med god forbindelse til det guddommelige.

Kærlig hilsen Carsten West

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.