Carsten Wests nytårsbrev

Kære Venner!

Jul og Nytår 2021/2022

Da mit syvende årti rindede ud overvejede jeg, om jeg skulle lade denne tradition med at skrive et Nytårsbrev til min venner hvile for stedse, da alderen sætter naturlige grænser for menneskets mulighed for at bidrage med anvendelige råd og gerninger overfor efterfølgende generationer. Og det er før set, at erkendelsen af disse begrænsninger ikke rettidigt – eller slet ikke – indfandt sig, hvilket kunne skabe renomméridser i et ellers vel vedligeholdt eftermæle.

Uagtet man normalt skal fortie sine tidligere tvivlsomme udsagn – og i stedet fremhæve sine senere bekræftede sammenfald mellem tankens og virkelighedens verden – så vil jeg i et forsøg på at opnå tilgivelse hos Nemesis gøre en undtagelse, og her i indledningen til dette Nytårsbrev komme med en bekendelse af synd og fejlslagen risikokalkulation. I mit Nytårsbrev fra 2019 skrev jeg, som et resultat af disse forgængeligheds-overvejelser: Dette medfører uafvendeligt, at man oftere søger hen til den del af alteret, hvor selverkendelsens kalk står – fyldt med det lidt bitre sandhedsserum. Om jeg er immun overfor dette Herrens renselsesbryg, om mit indtag af samme er for beskedent til at opnå sin rette virkning – eller om en højere magt skærmer min sjæl og mit legeme mod det uomgængelige forfald – skal være usagt, men jeg har fortsat mod på at fortsætte min efterhånden mangeårige række af Jule- og Nytårshilsener ind i et nyt årti, og viderekolportere udvalgte dele af det forgangne års erfaringer til min vennekreds.
Som dokumentation for denne min åbenbart udødelige tilstand indsatte jeg endda et billede af mig selv – som en anden Jesus – gående på Genesareth sø. Et nu indlysende
– og desværre spektakulært – anfald af Hybris.

Nemesis er Gudinden, der med pisk og anden fysisk straf, retleder mennesker, der tildeler sig selv evner og kraft i en selvindbildt gudelig målestok. Denne indbildte tilstand kaldes Hybris, og kan kun fjernes ved håndfast indgriben af Nemesis.
Og desværre havde Nemesis ikke overset min Hybris. Hun tildelte mig straks en leukæmistraf, med det lille twist, at den udløste en hæmolyse, som ville gøre det af med mig i løbet af få måneder. Nu er det sådan, både blandt Guder og mennesker, at alt forsøges afbalanceret i en kamp mellem det onde og det gode. Når Nemesis har tildelt mennesket en straf, træder lægekunstens Gud, Asklepios til og forsøger at lindre smerten. Lægerne, Asklepios’ dygtige tjenere på jorden, fik vendt prognosen fra død til overlevelse. Men kampen er ikke slut. Jeg kan i min dobbeltrolle som behandlet objekt og betragtende subjekt kun beundre kampens finesser og håbe på sejr til Asklepios. I løbet af i år tydede meget på at Nemesis ville tabe, men så kom der en Corona-virus til hendes hjælp. I min i forvejen immunsvækkede tilstand mente hun det var et effektivt angreb at inficere mig med denne virus, overfor hvilken lægekunsten står noget uforberedt. Den sidste måned har således været en lidelse.
Nemesis er ubønhørlig og selv i skrivende stund er jeg mærket på trods af Lægekunstens heroiske kamp for at rense mit legeme for disse ondskabens lejesoldater. Denne indledning til mit Nytårsbrev er således et forsøg på at søge tilgivelse hos Nemesis ved offentligt at tilstå min synd, min Hybris og afgive et løfte om aldrig mere blot at antyde ligelighed mellem mine helt underordnede menneskelige evner og Gudernes og Naturkræfternes suveræne magt.
Fra dette mere beskedne udgangspunkt vælger jeg håbets vej, og fortsætter min traditionelle beretning om tildragelser i året af litterær, religiøs eller økonomisk art.

I år er i den litterært/religiøse afdeling udvalgt Ernest Hemingway og Hamed Abdel- Samad, medens der i den mere videnskabelige afdeling hentes inspiration hos Poul la Cour.
Indledningen taget i betragtning kan det ikke undre, at jeg finder Hemingway frem fra hylden. Han har været mit livslange forbillede. Hans mod, dristighed, stræben efter perfektion og evne til indlevelse i alle levende væseners tanker og handlinger er en inspiration for alle. I relation til min personlige kamp mellem Nemesis og Asklepios er Hemingways beskrivelse af kampe mellem mennesket og naturkræfterne som en livseliksir, bestående af en kombination af respekt for modstanderen og en fandenivoldsk vedholdenhed for sejr og overlevelse. Hemingway tabte sin sidste kamp som 61-årig, hvor han skød sig selv med sit yndlingsjagtvåben. Men han tabte til sig selv – ikke til andre. På den måde var han også sejrherre.
I mit forsøg på at formilde Nemesis og Vorherre, vil jeg fremhæve, at jeg altid har omtalt Jesus som den fredens kraft han var og stadig er. Hans kærlighedsbudskab er konsekvent, umisforståeligt og altid uselvisk. I alle vore kirker ses Jesus afbildet, som den trøstende, plejende og vejledende inspiration for mennesket. Derfor går man altid ud af en kirke med et fredfyldt sind.

I disse årtier skærpes en religiøs strid mellem Kristendommen og Islam. Uden at tage stilling til det religiøse indhold, kan man helt enkelt forholde sig til den store forskel, der er på de to religioners koryfæer – Jesus og Muhammed – og den rolle de hver for sig spiller for menighedernes medlemmer. Til det brug har Hamed Abdel-Samad skrevet en fremragende bog om Muhammeds liv – ”Muhammed – et opgør”. Hamed er søn af en egyptisk imam, og skulle selv have været imam. Langt op i sit voksenliv var Hamed fundamentalistisk troende muslim, og tillagde Muhammed alle de overmenneskelige egenskaber, som skrifterne tilsiger, er Guds stemme på Jorden. Det interessante ved Hameds bog er, at den er resultatet af den europæiske dynamiske videnskabsopfattelse – som står i modsætning til den islamiske fundamentalistiske uddannelse baseret på uforanderlige historiske kilder. De åbne europæiske universiteter i bl.a. Augsburg og München tilbød Hamed forskningsophold, hvor den videnskabelige disciplin kombineret med Hameds konkrete viden om Koranen og de muslimske miljøer resulterede i bl.a. bogen om Muhammeds liv. Konklusionen er, at Muhammed var et ganske almindeligt menneske, der i halvdelen af sit liv med fredelige midler forsøgte at opnå samme renommé som Jesus. Da dette mislykkedes baserede han sin magt og den arabiske statsdannelse på mafiametoder, vold og folkemord i den resterende del af sit liv. Hameds bog er en sejr for videnskaben.

Den sidste inspiration jeg vil nævne i år, er ”Historisk Matematik” af Poul la Cour (1846-1908). Poul la Cour var en usædvanlig dygtig matematiker, historiker og pædagog – samtidig med at han forskede i meteorologi, herunder vindteknologi. Han opsatte den første el-producerende vindmølle i Danmark i 1891. Han var livslangt tilknyttet Askov Højskole, der på det tidspunkt må siges videnskabeligt at være på niveau med et universitet. Ud over at være en utrolig spændende gennemgang af den geometriske og aritmetiske udvikling gennem århundrederne udført af tænksomme grækere, hinduer og egyptere, så er det videnskabelige højdepunkt, der hvor matematikken forlader den direkte tilknytning til sanseverdenen og anvender udelukkende tankevirksomhed for at komme videre i det videnskabelige arbejde – et arbejde, der udgør grundlaget og metoden for den viden, som i dag anvendes af læger for at støtte mennesket i kampen mod naturen og af alle andre videnskabsfolk for at forøge menneskehedens lykke.

I ønskes alle et lykkeligt 2022 – med videnskabens hjælp.
Kærlig hilsen Carsten West

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.