Christian Jungersen Du kan alt

“Du kan alt” på Christianshavns Bibliotek

Foto: Petra Kleis

Du kan alt: Forfatterforedrag med Christian Jungersen

Mød forfatter Christian Jungersen, og hør ham fortælle om sin nye store samtidsroman ”Du kan alt”, når han besøger Christianshavns Bibliotek mandag d. 15.11. kl. 19.

DU KAN ALT
Christian Jungersen er tilbage med et nervepirrende kærlighedsdrama og en thriller om livet efter midtvejskrisen. Da Pers søn flytter hjemmefra, og hans kone vil skilles efter 22 års ægteskab, siger han sit job op for at blive selvstændig. Han vil opbygge en virksomhed inden for terapi og coaching, og han vil vise os vejen til et mere lykkeligt liv, men både han og hans virksomhed kæmper mod verdens uforudsigelighed. Livet overfalder ham med uopklarede mord og sjælemord.
”Du kan alt” er en eksplosion af en roman, der stiller spørgsmålene: Kan vi skabe os et nyt liv, den dag det bliver nødvendigt?… Og kan vi gøre det igen næste gang, det bliver nødvendigt? Velkommen til en kolonihaveforening på Amager, baren på taget af et femstjernet hotel i Rio de Janeiro og en udslusningspension for ungdomskriminelle. For ikke at tale om et fængsel i Iran for politiske modstandere og Assistens Kirkegård om natten.

CHRISTIAN JUNGERSEN
Christian Jungersen, f. 1962, debuterede som forfatter i 1999 med romanen Krat, som han fik BogForums Debutantpris for, ligesom den var nomineret til Weekendavisens Litteraturpris. I 2004 fulgte den psykologiske spændingsroman om venskab og mobning på arbejdspladsen, Undtagelsen, der lå på de danske bestsellerlister halvandet år i træk. For den modtog han De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen. Bogen blev i 2010 kåret som ”Årtiets bedste danske roman”. Filmatiseringen af historien havde biografpremiere i 2020. Christian Jungersens tredje roman, ægteskabsthrilleren om sygdom og normalitet Du forsvinder, udkom i 2012 og blev tildelt Læsernes Bogpris. Christian Jungersens bøger udgives på forlag i hele verden, herunder i Tyskland, England, Frankrig, Spanien, Brasilien, Tyrkiet og USA.

FORFATTERFOREDRAG PÅ CHRISTIANSHAVN
Når Christian Jungersen besøger Christianshavns Bibliotek, vil han fortælle om skriveprocessen og den omhyggelige research bag romanen. Vi kommer også omkring nogle af hans tidligere romaner. Christian Jungersen er en erfaren foredragsholder der holder af samspillet med publikum, så der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål.

Tid: Mandag d. 15.11. kl. 19
Sted: Christianshavns Bibliotek
Billetter: 50 kr. via billetto.dk

 

 




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.