bevar fiskerihavnen

Aflevering af 50.000 underskrifter

50.000 kræver folkeafstemning om byggerier på Amager Fælled og Stejlepladsen

Tirsdag den 2. november modtager overborgmester Lars Weiss over 50.000 underskrifter fra københavnere og andre, der ønsker en vejledende folkeafstemning om de planlagte byggerier på naturområderne Amager Fælled og Stejlepladsen.
Underskrifterne bliver overrakt til overborgmesteren udenfor hans kontor på rådhuset klokken 15.30 af repræsentanter fra Amager Fælleds Venner, Fiskerhavnens Venner og Danmark Naturfredningsforening København, der har stået bag indsamlingen af de mange underskrifter.
– Opbakningen til underskriftindsamlingen viser tydeligt, at mange er enige med os i, at københavnerne skal høres om de omstridte byggeplaner på to af byens naturområder, siger Steffen Rasmussen, talsmand for Amager Fælleds Venner.
– Befolkningen ønsker mere natur, men mange af politikerne halter langt bagefter, og har ikke forståelse for betydningen af vild natur, tilføjer Knud Erik Hansen, formand for Danmarks Naturfredningsforening København.
En del af underskrifterne kommer fra borgere fra andre kommuner, der ligger tæt på Amager Fælled. Nogle er også fra andre dele af landet.
– I starten af underskriftindsamlingen var det kun københavnere, der kunne skrive under. Men det måtte vi ændre efter massivt pres fra beboere fra blandt andet Tårnby, Dragør, Frederiksberg og Hvidovre, der bruger Stejlepladsen eller Amager Fælled flittigt, fortæller Jan Mathisen, talsmand for Fiskerhavnens Venner.




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.