CIK DAN SOERENSEN

Christianshavns Idrætsklub fylder 100 år

Foran motivet fra Holmen, som er malet af en af fordboldspillerne, glæder John Sørensen, Dan Sørensen og Louis Gjøe Larsen sig til to travle dage i CIK i forbindelse med 100-året. Til daglig er de henholdsvis daglig leder i CIK, formand for hovedbestyrelsen og næstformand i fodboldafdelingen.

Den 1. oktober fylder Christianshavns Idrætsklub eller CIK, som den hedder i daglig tale, 100 år, og i den anledning inviterer CIK alle til reception den 1. oktober og til aktivitetsdag den 2. oktober.

CIK har gennem tiderne skabt store resultater og fostret store navne som Tom Bogs og Mikkel Kessler. Men alt begynder i det små, og CIK begyndte med en fodbold, som en gruppe sportsglade unge fandt ud af de kunne finansiere hvis de slog sig sammen i en forening og søgte om den hos præsten i Blå Kors. Foreningen kaldte de Christianshavns Idrætsklub, for dels var der allerede en Christianshavns Boldklub, dels kunne det jo være at der med tiden kom andre sportsgrene til.

Og det gjorde der. I dag tilbyder CIK ikke mindre end syv, som foruden fodbolden er bordtennis, boksning, gymnastik, brydning, håndbold og senest tilkomne MMA, mixed marchal art, som nærmest er en blanding mellem boksning og brydning.

I begyndelsen holdt CIK til på fodboldbanen bag brandstationen på Kløvermarken, men i 1971 overtog CIK den nuværende bygning efter en aftale med daværende overborgmester Urban Hansen. En begrundelse var at foreningen havde midler, som ikke mindst bokseafdelingen havde bidraget med, til istandsættelsen, som viste sig omfattende, ikke mindst fordi bygningen havde været besat.

I forbindelse med skolebyggeriet for nylig, da hele udeområdet bag hovedbygningen alligvel var hugget, fik CIK ordnet gård og ofrede ny overdækning. Det lykkedes også under corona-nedlukningen at køre nogle af aktiviteterne videre ved at bruge gården bag hovedbygningen til bl.a. boksning.

På grund af søjlerne i CIKs bygning, er det ikke muligt at spille håndbold og fodbold i bygningen. Foreningens aktiviteter er derfor stadig spredt, og det er et ønske for fremtiden af få koncentreret dem på Christianshavn. Fx er der både sportshal og udendørs fodboldbane på Nyholm, og der vil CIK lægge billet ind i forbindelse med øens nye funktioner.

Så reserver allerede nu den 1. og 2. oktober. Receptionen er den 1. oktober fra 15-17, mens aktivitetsdagen er den 2. oktober fra 11-15. Her kan især børn, men i øvrigt alle der har lyst, kan prøve 7 forskellige aktiviteter. Begge dage er det i CIKs lokaler i Baadsmandsstræde.


 




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.