demo-af.jpeg

Amager Fælleds Venner til retsmøde

Amager Fælleds Venner tager til retsmøde
Tirsdag den 10. august skal Københavns Byret behandle den stævning, som foreningen Amager Fælleds Venner har indgivet mod Fælledby P/S. Det sker kun fjorten dage efter, at stævningen blev sendt afsted. – Vi er meget glade for, at Byretten har handlet så hurtigt. Det haster med at få stoppet de ulovlige byggeforberedelser på Amager Fælled. Hver dag bliver der ødelagt mere natur og fredede dyr bliver slået ihjel, siger Steffen Rasmussen, talsperson for Amager Fælleds Venner.
Den 7. juli besluttede Planklagenævnet samt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at klager over byggeriet på Amager Fælled har opsættende virkning. Det betyder, at byggeforberedelserne skal stoppe, indtil klagerne er endeligt behandlet. På trods af afgørelsen fortsatte Fælledby P/S byggeforberedelserne efter få dages pause med billigelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Derfor følte Amager Fælleds Venner sig nødsaget til at gå rettens vej.
– Det er absurd, at det er nødvendigt at inddrage retsvæsenet for at få overholdt en afgørelse fra myndighederne. Hele den her sag er en skamplet på demokratiet, erklærer Steffen Rasmussen. Amager Fælleds Venner glæder sig over, at retsstaten giver foreningen mulighed for i retten at give naturen en stemme og sige fra, når myndighederne svigter samfundets retslige principper.
Retsmødet kommer ikke til forløbe ubemærket. Amager Fælleds Venner inviterer til samling klokken 9 om morgenen foran Frederiksberggade 1, hvor retsmødet starter klokken 9.30. Her vil være tale af blandt andet Amager Fælleds Venners advokat Johan Løje samt sang og musik i et par timer.




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.