Betonstøvet bliver analyseret
De massive støvgener, som Københavns Kommunes ”forsøg” med betonstøv som udfyldningsmateriale på Christianshavns brostensbelagte gader har givet anledning til, bliver nu nærmere analyseret. Det sker på baggrund af en henvendelse fra Københavns kommune til Force Technology, som er hyret til at foretage en vurdering af støvet og fremgår af en aktindsigt, som en borger på Christianshavn har anmodet om.
Force Technology har på baggrund af henvendelsen fremsendt et tilbud til Københavns Kommune, hvor man tilbyder at måle partiklerne og vurdere den sundhedsmæssige effekt af disse ud fra litteraturstudier. Beløbet, som Københavns Kommune betaler for disse undersøgelser, er overstreget i tilbuddet som indikation af at man ikke ønsker prisen offentliggjort.
Force Technology har forfattet en rapport, som efter måling fem forskellige steder i kvarteret, konkluderer to ting: For det første at der er flere partikler (sk. P2.5 og P10, altså partikler under 2.5 um og under 10 um) i luften end sædvanligt og for det andet at støvet virvles op når bilerne kører forbi.
De fleste Christianshavnere kunne nok have forudsagt dette resultat – gratis, men det kommer ikke desto mindre med en række forbehold. Det anføres blandt andet at der ikke er foretaget målinger om natten samt at vejret var tørt og bilerne mange. Det kan ikke besvares hvorvidt Eus regler for luftkvalitet overskrides, idet det kræver måling over et helt år.
Rapporten nævner ikke noget om de sundhedsmæssige risici, men det må formodes at blive offentliggjort på et senere tidspunkt, når analyserne af støvet er foretaget.
There are no comments
Add yours