Slut med at gå til kultur?
Når de andre børn til efteråret starter på en ny sæson i håndbold- eller fodboldklubben, er det noget, de ved kan forsætte i mange år frem.
Men for Børne-Kulturpiloterne i Urbanplanen og Ørestad er det med bevidstheden om, at 12. oktober 2013, dagen efter Kulturnatten, er det forbi. Så er det sidste gang, ungerne samles for at lave et kulturarrangement for andre børn – og deres forældre – og alle andre!
Så er det slut med at gå til kultur på tværs af den rigeste og den fattigste bydel på Amager, fordi Børne-Kulturpiloterne lukker på grund af manglende bevillinger.
Et kulturprojekt, der virker!
Børne-Kulturpiloterne startede i 2008 som et anderledes boligsocialt kulturprojekt, der havde fokus på børnene og deres evner og fantasi til selv at skabe kultur. Et praktisk eksempel på at uddanne børnene, i samarbejde med kunstnere, så de selv er i stand til at forstå, producere og udvælge kultur på tværs af alder og kulturel og social status. Siden da har Børne-Kulturpiloterne stået for hundredvis af kulturarrangementer med mange tusinde deltagere i alle aldre. Det har ikke skortet på officiel anerkendelse og været en kilde til inspiration i de etablerede kredse på kulturparnasset.
Borgmestre og politikere har, sammen med det kulturelle og sociale establishment, rost Børne-Kulturpiloternes arbejde til skyerne som et ”best practice” eksempel på, hvordan vi inkluderer og ansvarliggør børnene i vores boligområder, så de udvikler sig til sociale og demokratiske samfundsborgere med højt selvværd og høj arbejdsmoral.
Børne-Kulturpiloterne er også blevet fremhævet som mønstereksempel på inddragelse af erhvervslivet, private, kommunale og statslige kulturinstitutioner samt lokale samarbejdsparter som skoler og fritidshjem.
Find på noget nyt – penge til det, der virker, har ingen interesse….
Det har gennem årene været muligt for Liv i Sundby, den frivillige kulturforening, der står bag Børne-Kulturpiloterne, at skaffe de nødvendige penge til arrangementer og events, men når det kommer til løn til ”træneren”, der har ungerne hver uge, har det været en kamp op ad bakke.
Alle fonde og myndigheder synes, at nye projekter er lykken, men den daglige drift er det tilsyneladende svært at få nogen til at tage et økonomisk medansvar for.
I sportens verden svarer det til, at man kun spiller kampe og kommer til stævner, men træningen tirsdag og torsdag er der ingen der vil støtte.
Projektet der sætter sig mellem flere stole
Piloterne holder til i Solvang og Ørestad Biblioteker under Kultur- og Fritidsforvaltningen. Bibliotekerne lægger lokaler og en smule mandetimer til. Projektet har gennem årene fået økonomisk støtte fra både Kultur- og Fritidsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, men kun i form af begrænsede enkeltbevillinger. Men
Børne- Kulturpiloterne kan ikke blive ved med at skaffe de ca. 700.000 kr. årligt, det vil koste at drive projektet.
Styregruppen bag Børne-Kulturpiloterne håber derfor på, at projektet kan give bolden op til, at det samarbejde på tværs af forvaltningerne, der i årevis har været efterspurgt fra byens borgere og politikere, endelig kan udmøntes i
form af driftsstøtte fra flere forvaltninger til et projekt, som alle er enige om virker.
Inden der lukkes og slukkes, og ungerne sendes ind foran TV´et og YouTube, var det måske på sin plads at lade dem selv komme til orde om det at være Børne-Kulturpilot.
”Jeg har fået mange nye venner, og det er sjovt at være med til at bestemme, ja mere end de voksne”. Dreng 10 år Ørestad
”Jeg er mere ansvarlig end et normalt barn ville være – og det kan jeg kun takke Børne-Kulturpiloterne for!” Pige 13 år Urbanplanen
”Jeg tager nogen gange selv mine veninder med på Statens Museum for Kunst”. Pige 15 år Urbanplanen
”…det føles nærmest som at være berømt. Og det føles som at være der et kvarter, men så har man været der i 2 timer… ” Pige 11 år Urbanplanen
”Slutningen er altid begyndelsen på noget andet” – så derfor satser vi på at gå fra projekt til forankring!
Vi tror det med politisk vilje og opbakning fra befolkning, samarbejdspartnere og centrale og lokale politikere og politiske partier må kunne lade sig gøre at finde en løsning og en samskaben mellem den foreningsejede kulturforening (frivillige/borgere) og det offentlige (Københavns Kommune) i form af en driftsaftale.
Personerne bag børnekulturpilotprojektet håber at politikere og forvaltninger i Københavns Kommune tager udfordringen op og vil ændre den økonomiske status for Børne-Kulturpiloterne fra et projekt til en forankring med en driftsaftale – gerne på tværs af forvaltningerne – med Kulturforeningen Liv i Sundby. De ser det som en åbenlys mulighed for en moderne ”samskaben” mellem det private og det offentlige.
Københavns Kommune har i forvejen erfaring med at lave driftsaftaler med selvejende/foreningsdrevne foreninger. Kulturforeningen Liv i Sundby, der har drevet børnekulturpilotprojektet, er en forening med egne vedtægter, og i bestyrelsen er både enkeltborgere og repræsentanter fra Solvang Bibliotek, Partnerskabet i Urbanplanen samt den nærliggende Daghøjskole på Peder Lykke Centret.
There are no comments
Add yours