365297263_662273472599082_5988615687178070485_n.jpeg

Nu starter retssag om Amager Fælled

Københavnerne danner ring om Amager Fælled op til retssag
Striden om placering af en helt ny bydel med omkring 5000 indbyggere midt i naturen på Amager Fælled er langt fra slut.
Bygherre Fælledby P/S bygger løs på Amager Fælled, som om alt er endelig afgjort, selvom de ved, at der er en retssag på vej, der kan føre til fornyet byggestop.
Den 27. september starter i Københavns Byret den retssag, som Amager Fælleds Venner har anlagt mod Miljø- og Fødevareklagenævnet samt Planklagenævnet. Her vil borgergruppens advokater argumentere for, at miljøvurderingen og lokalplanen for det planlagte byggeri på Amager Fælled er i strid med reglerne og ugyldige.
– Det er dybt uansvarligt af Fælledby, at de er gået i gang med at bygge i den her situation med en kommende retssag. Vi har store forventninger til, at byretten giver vores advokater ret og stopper det igangværende byggeri. Der er stadig håb for, at vi kan stoppe byggeriet og få genoprettet naturen, siger Ulla Rosenvold, talsperson for Amager Fælleds Venner.
I syv år har Amager Fælleds Venner kæmpet for at bevare det enestående naturområde tæt på Københavns centrum.
– Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at politikerne beslutter at bygge på byens vigtigste og største naturområde samtidig med, at de konstant taler om betydningen af natur og biodiversitet. Byggeplanerne på Amager Fælled er helt ude af trit med den virkelighed, vi står i, med en alarmerende biodiversitets- og klimakrise, siger Ulla Rosenvold.
– De politikere, der beslutter at bygge på Amager Fælled og på natur mange andre steder rundt omkring i landet, er på kollisionskurs med et flertal af befolkningen, der ønsker mere ikke mindre natur, tilføjer hun.
For at synliggøre, at den store modstand mod byggeriet lever i bedste velgående, arrangerer Amager Fælleds Venner en folkering for Amager Fælled i ugen op til retssagen starter.
Folkeringen foregår onsdag den 20. september klokken 19.30.
– Vi samles på Bjerget på Amager Fælled, hvor der vil være taler og musik, inden vi i skumringen går i fakkeltog rundt om det planlagte byggeområde, fortæller Maria Zahle fra Amager Fælleds Venner.
Der vil være musik af blandt andet Tobias Trier, Kira Skov samt MC Dommedag og Klimahystaden. Blandt talerne er Shëkufe Heiberg, forfatter, oversætter og aktivist, og Johan Løje, der er advokat for Amager Fælleds Venner. Skuespiller Anne Marie Helger er konferencier.
– På plakaten for folkeringen er der billede af en skovhornugle, det er ikke en tilfældighed. Skovhornuglen er blandt de dyrearter, der allerede nu betaler prisen for beslutningen om at bygge naturen væk. Tidligere har den ynglet på Lærkesletten, hvor der er planer om at bygge, men efter, at byggeforberedelserne er startet, er der ikke født ugleunger på Lærkesletten. Også lærkerne, andre fuglearter og rådyrene er hårdt ramt af byggeaktiviteterne. Byggeriet betyder tab af natur, som ikke kommer igen, konstaterer Maria Zahle.
– Vores kamp gælder ikke alene Amager Fælled, men naturen i hele Danmark. Naturen er ekstremt trængt og i en elendig tilstand. Alligevel ser vi gang på gang, at beslutninger om byggeri på natur bliver presset igennem ved hjælp af kreativ fortolkning af miljølove og regler. Det vil vi ikke længere acceptere, tilføjer hun.
Link til begivenheden på facebook: fb.me/e/31STnicUM



There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.