Byggestop på Amager Fælled?
På to retsmøder i oktober skal Københavns Byret tage stilling til, om der skal meddeles opsættende virkning i den retssag, Amager Fælleds Venner har anlagt. Opsættende virkning vil betyde, at byggearbejdet på Amager Fælled skal stoppe, og afvente afgørelse i selve retssagen.
Retssagen er rejst mod Miljø- og Fødevareklagenævnet samt Planklagenævnet. Amager Fælleds Venner mener ikke, at nævnenes godkendelse af byggeprojektet på Amager Fælled er sket efter reglerne.
Byretten skal på retsmøder den 13. og 24. oktober afveje den samfundsmæssige interesse i byggeprojektet overfor de uoprettelige skader på naturen, der vil være en konsekvens, hvis byggeforberedelserne får lov til at fortsætte.
– Offentlighedens interesse i at bevare truede dyrearter, der er beskyttet ved lov, og unikke naturområder må klart overstige en privat bygherres interesse i at gennemføre et boligbyggeri, siger Johan Løje, advokat for Amager Fælleds Venner.
Han vil på retsmøderne argumentere for nødvendigheden af et byggestop.
Tidspunktet for den egentlige retssag mod klagenævnene er endnu ikke lagt fast. Det kan komme til at vare længe, før retssagen er afsluttet.
– Derfor er det vigtigt, at der kommer byggestop nu, så naturen ikke når at blive helt ødelagt, inden retten har talt. Vi kan allerede nu se alvorlige konsekvenser af byggeforberedelserne. siger Ulla Rosenvold, talsperson for Amager Fælleds Venner.
– Ornitologer og andre, der studerer fuglene på Amager Fælled, fortæller, at der i år ikke som sædvanligt er udruget ugleunger i området. Uglernes jagtmark lå der, hvor der nu er en indhegnet byggeplads. Viben ynglede tidligere her som et af få steder i København. Det er også slut nu og samtidig er der en kraftig nedgang i antallet af sanglærker. Lige nu er vi vidne til ødelæggelsen af et helt unikt naturområde, tilføjer hun.
Retssagen mod klagenævnene skal belyse, om nævnene overholdt reglerne for miljøvurderinger og lokalplaner, da de i december sidste år sagde god for bygning af en helt ny bydel midt i naturen på Amager Fælled.
Nævnene konstaterer, at miljøtilladelsen (VVM-tilladelsen) og den lokalplan, der forelå, da Københavns Kommune i februar sidste år traf beslutning om byggeriet på Amager Fælled, var utilstrækkelig og ugyldig.
Alligevel sagde nævnene i december god for lokalplan og miljøtilladelse. Det skete med henvisning til den store mængde af nye undersøgelser og oplysninger om miljøkonsekvenserne, som bygherren Fælledby sendte ind, mens sagen var til behandling i klagenævnene.
– Men det er i strid med EU-retten på den måde at reparere på en mangelfuld miljøtilladelse og lokalplan. Der burde i stedet være lavet en ny miljøvurdering og lokalplan, hvor de mange nye oplysninger var med. De skulle efterfølgende være sendt i en ny høring og en ny behandling i Borgerrepræsentationen, siger Knud Erik Hansen, talsperson for Amager Fælleds Venner.
– En blåstempling af nævnenes beslutning vil betyde, at kommuner over hele landet fremover kan nøjes med ufuldstændige miljøvurderinger ved anlægsprojekter. Bliver det opdaget af opmærksomme borgere, kan man jo bare lappe på dem efterfølgende. Det er en alvorlig underminering af miljøbeskyttelsen, der i forvejen har trange kår, tilføjer han.
Det er EU’s VVM-direktiv, der danner grundlaget for arbejdet med miljøvurderinger. Direktivet fastslår også borgernes rolle i at være med til at sikre miljøet ved at blive inddraget i processen. Hele det element kobles ud, hvis alle dokumenter ikke indgår i den offentlige høring.
– Den her sag vil komme til at danne præcedens for andre sager rundt omkring i landet, hvor naturen er truet på grund af planer om byggeri eller anlægsprojekter. Får bygherre, kommunen og myndighederne grønt lys til at fortsætte med deres kreative fortolkning af miljølove og -regler kan det få konsekvenser for naturen over hele Danmark, konstaterer Ulla Rosenvold.
Amager Fælleds Venner gennemfører en markering <www.facebook.com/events/797370081590264?acontext=%7B%22event_action_history%22%3A%5b%7B%22surface%22%3A%22page%22%7D%5d%7D> med taler og musik foran Københavns Byret den 13. oktober kl. 8.30-9.30.
There are no comments
Add yours