Nordatlantiske Filmdage 2020
Nye og historiske filmperler fra Færøerne, Grønland og Island blandes i et alsidigt og stærkt program på årets Nordatlantiske Filmdage
Tyske filmskabere som Frank Wisbar, Friedrich Dalsheim og Wim Wenders har alle sat deres spor på Nordatlantens enestående filmhistorie. Og det ser Nordatlantiske Filmdage nærmere på i årets hovedserie Den tyske forbindelse, der med fokus på spillefilm præsenterer både ældre og nyere milepæle samt kuriositeter fra filmhistorien. Festivalen præsenterer også nye film fra Færøerne, Grønland og Island samt en perlerække af instruktørbesøg, når den afvikles 5.—15. marts på Nordatlantens Brygge i Købehavn.
Himlen over Nordatlanten
I hovedserien Den tyske forbindelse kan man blandt andet se den sprudlende stumfilmkomedie ”Das Eskimobaby” fra 1918 og med danske Asta Nielsen i hovedrollen, der akkompagneres ved visningen af den tyske filmkomponist og pianist Eunice Martins.
Serien byder også på ”Palos brudefærd” med manus af Knud Rasmussen og instrueret af tyske Friedrich Dalsheim i Østgrønland 1932. Og så visesden i Danmark meget sjældent viste ”Barbara – vild som havet”, der blev instrueret af tyske Frank Wisbar på Færøerne i 1961 med Bergman-stjernen Harriet Andersson i titelrollen.
Desuden kommer blandt andre den islandske filmveteran Fridrik Thór Fridriksson og fortæller om sin fascinerende karriere og dens tyske forbindelser i en særlig artist talk. Og festivalen viser en nydigitaliseret udgave af hans gennembrudsfilm, ”Naturens børn”, hvor Bruno Ganz gentog sin rolle som engel fra Wim Wenders-filmen ”Himlen over Berlin”.
Nyheder fra det høje Nord
I serien Nyt fra Nordatlanten vises blandt andet den hjertevarme komedie ”Krudt og kærlighed” og den fine dokumentarfilm ”Lykken skræmmer mig ikke længere”, begge fra Grønland. Serien byder også på to kortfilmsarrangementer såvel som islandske Hlynur Pálmasons ”En hvid, hvid dag” og den helt nye film fra Island ”Agnes Joy”, instrueret af Silja Hauksdóttir.
g i serien DOX/Grønland vises tre internationalt producerede dokumentarfilm, der på hver sin originale måde beskæftiger sig med Grønland: ”The Last Ice Hunters”, ”Håbets Ø” og ”Aquarela”.
Masser af film og filmfolk
Ud over nævnte Fridrik Thór Fridriksson kan man under festivalen møde filmfolk som Otto Rosing, Andrias Høgenni, Nivi Pedersen, Inuk Jørgensen, Emile Hertling Péronard, Gudmund Helmsdal, Júlía Í Kálvalíð, Atli Brix Kamban, Katrin Joensen-Næs, Hilmar Oddsson og Hlynur Pálmason, der alle kommer for at drøfte deres film i de elleve dage, festivalen varer.
Nordatlantiske Filmdage 2020 åbnes med det tyske og spektakulære ekspeditionsdrama ”S.O.S. Isbjerg” fra 1933, torsdag den 5. mats kl. 20.
Læs mere på www.nordatlantens.dk/filmdage
There are no comments
Add yours