Verdensomsejlerne udgiver bog

De christianshavnske verdensomsejlere har nu – selv om turen rundt om jorden langt fra er afsluttet – udgivet en bog om turen. Den er på ikke mindre end 763 sider og dækker fra Christianshavn til Panama.

Mange har en drøm om at rejse til fjerne lande. Nogle drømmer om det når de er færdige med skolen, andre når de er færdige med arbejdslivet. Og for de fleste bliver det ved det, eller også afhjælpes den værste udlængsel med nogle flyrejser.

Men sådan gik det ikke for Vinni og Carsten. For Vinni lå det vel aldrig i kortene at hun skulle gå tidligt på pension, sælge alt hvad hun ejede og havde, og bo i årevis på en båd mens hun kæmpede med flyvefisk, squalls og dårlig sigtbarhed. Faktisk slet ikke. Egentlig har hun aldrig brudt sig om at sejle, men hendes ægteskab med Carsten, som altid har villet sejle til fjerne øer midt i ingenting, prægede hende stille og roligt til at ville havet mere og mere. ”Hvis de kunne sejle til Skotland, kunne de vel også sejle til Middelhavet, og hvis de kunne sejle til Middelhavet, kunne de vel også sejle over Atlanten, og hvis de kunne sejle over Atlanten, hvorfor så ikke sejle den anden vej hjem?”

I deres bog ”Kronborg om Bagbord” beskriver de den første del af deres tur, fra Christianshavn til Panamakanalen. Umiddelbart tænker man at det sikkert er en mere eller mindre filosofisk beskrivelse af hvad man tænker over på de lange sejlerstrækninger, mens man sidder med en kold drink i hånden og smører sig ind i sololie og læser kriminalromaner. Det handler bogen så ikke om, for det var ikke virkeligheden på båden, og det forsøger forfatterne bestemt heller ikke at give indtryk af. Virkeligheden var at havet og betingelserne gav dem begge kam til håret og at de begge fik brug for alt hvad de havde lært som uddannede yacht-skippere og ekstra kurser. Og endda kom de til at lære mange ting, som ikke stod i nogen kursusbog eller var blevet fortalt af nogen kursuslærer.

Det viste sig snart at langturssejlads er meget anderledes end at være sejler i Danmark. De lange ”ben” slider på båden i en grad så en enkelt transatlantisk tur kan svare til ti års fritidssejlads i Danmark. Med andre ord er der konstant noget på båden der skal repareres, hvoraf en stor del er så kritisk at det påvirker sikkerheden i en grad så sejladsen ikke kan fortsætte før det er klaret. De praktiske problemer hermed er uden forestillingsevne for de uprøvede; reservedele skal ofte skaffes fra den anden ende af verden og teknikere er ikke inden for rækkevidde. En god del af det skal der opfindes løsninger til på stedet.

Breuning-familien vælger at sejle i en gruppe over Atlanten i deres 40-fods båd, som imidlertid viser sig at høre til blandt de mindste i feltet, men mere usædvanligt er det faktisk at Vinni og Carsten valgte at sejle uden gaster. Eftersom der altid skal være en ved roret, dag som nat, betyder det reelt at man i en stor del af døgnet alene har ansvaret for båden, inkl håndtering af sejl mm, fordi den anden jo skal sove. Så når Vinni ved vagtskifet i søvne vrisser til Carsten af ”han skal vække en anden”, så viser det meget godt den psykologiske udfordring det er at være helt afhængige af hinanden, nogle gange i ugevis, og læseren forstår hvordan nedbrud af materiel, dårligt vejr, tekniske udfordringer OG måske lidt konkurrencepres – som de angiveligt bestemt ikke ligger under for – til sidst kan få hovedpersonerne til at krakelere lidt i overfladen.

Bogen er selvfølgelig nyttig at læse for kommende jordomsejlere, som kan hente erfaringer, som de ikke får viden om, selv om de uddanner sig professionelt før turen, men den kan lige vel læses af de nævnte personer med udlængsel, som aldrig selv kommer afsted. Derfor er der også både planlagt en engelsk udgave og en fortsættelse med beskrivelser af hvad der skete efter Panama. Umiddelbart virker bogen med dens 763 sider overvældende, men den er hurtigt læst. Dels er en god del af pladsen fyldt med flotte fotos fra turen, dels er sproget holdt forståeligt for alle med et minimum af sejlerudtryk.

Så har du længe gået og drømt om at komme afsted, men stadig ikke har lettet anker, så kast håndklædet i ringen og indrøm at det alligevel aldrig bliver til noget. Og sejl så turen med Carsten og Vinni. Det er tæt på at være som at være der selv, bortset fra kulden, vandet, søsygen og udgifterne, som ikke længere er ubetydelige, selv på fjerne tropeøer.

Og har du aldrig haft sådanne drømme, så læs bogen alligevel. Den er det nærmeste man kommer til et moderne eventyr.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.