Ingen vind, men masser af regn fra Cap Verde

Det har været noget af en tur siden vi forlod Kap Verde. Første dag var i vindstille eller næsten. Derefter havde ARC vejrudsigten lovet at der kom vind og vi så kunne komme derudaf. Vind kom der ikke meget af men til gengæld kom der regn – masser af regn vi målte 12 cm på 12 timer (ja – det er rigtigt). Om natten stod squalls’ne i kø for at komme til. Jeg havde 6 squalls der ramte i den hundevagt jeg havde og vinni havde også en del.
ellers har vi haft masser af regn og næsten ingen vind. Den vind vi har haft har ikke været stabil så der har ustandseligt været behov for sejlføringsskift. Pole ud til den ene side og så bomme og pole ud til den anden side. Rebe ind til anden og så tredje reb og så rebe ud igen. Gå fra wing on wing til rent agten på tværs.

Så vi er godt trætte af at skulle op midt i vores søvn for at hjælpe med al den sejlførings skift.

Ved siden af har det betydet at vores solceller ikke kan følge med da det er totalt overskyet hele tiden. Så vi har været nød til at brænde diesel for at lade batterierne. Og i den lette vind virker vores vindror jo ikke så vi kører på autopilot som sluger strøm og ja – den onde cirkel fortsætter (suk).

Vi er nu på lige over 6 døgn kommet under 1/3 af vejen. Vores døgnmål har
været: 100 sømil,136 sømil, 130 sømil,130 sømil, 138 sømil, og idag 97 sømil. Til sammenligning kan jeg sige at på det første ben var vores døgnsmål, 160, 170, 173, 180 sømil.

Lige nu har vi en gennaker oppe og skyder den imponerende fart af 3 knob. Hvis ikke vi snart får noget vind når feltet ikke St Lucia inden de standser tidstagningen og så bliver vi alle disket.

Kun de både med kæmpe diesel tanke har mulighed for at sejle for motor hele vejen – det har vi ikke så vi må vente. Vejrudsigterne siger at de næste 48 timer bliver det endnu mere vindstille (som om det var muligt – suk).

Men intet så dårligt at det ikke er godt for noget. Typisk for Vinni og Carsten vejr ser vi åbenbart ingen passat vind i denne omgang. Men de hyppige sejlføringsskift har nu lært os at reb og bomme båden single-handed selv med vinden hårdt bagfra (endda midt om natten i mørke med en squall hastigt på vej – det er umådeligt underholdende at gøre det alene – og jeg må sige jeg er imponeret af at Vinni også gør det uden at vække mig. Der er ikke mange sejlere der bommer en 40 fods alene).

Men vi har masser af mad og vores watermaker laver jo masser af vand så det eneste vi kan klage over bortset fra vejret er at vi ikke kan få en sundowner (men vi har besluttet os for at når vi krydser midtpunktet kan der bevilliges et glas hvidvin til at fejre).

Nogle har spurgt om vores vagt system – det skifter en del da det kommer an på hvor træt den enkelte er. Nogle dage er det mig der er frisk og nogle dage er det Vinni. Generelt tager vi mellem 3 og 5 timers vagter (at få 5 timers søvn er en gave som man takker meget for).

Mon vi når over tids nok til at fejre jul?

Who knows

Vinni og Carsten




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.