carsten west

Carsten Wests nytårstanker

I en kaotisk verden, er der stadig ting, man kan regne med. Det ene er det årlige nytårsskihop fra Garmisch-Partenkirchen, men mere interessant er Carsten Wests nytårstanker, som han her igen i år deler med os:

Kære Venner!
Endnu engang tillader jeg mig at besvære mine venner med en Jule- og Nytårshilsen
med et både bagud- og fremadskuende budskab om et emne, der falder naturligt
tidsånd og tidspunkt taget i betragtning. Som sædvanlig marineres emnet i erfaringer
fra et efterhånden langt livs læring, læsning og lytning – med hovedvægten på
historie, religion og økonomi.
Sidste år sluttede jeg min vennehilsen med disse ord: Hele Jesu livs bestræbelse var
at fjerne frygt og skabe håb og frimodighed. Håb, frihed og mod er forudsætningen
for handling. Handling skaber velstand og tryghed.
Hvis jeg havde vidst hvad 2020 ville bringe, ville jeg have nuanceret dette udsagn –
eller have tilføjet et post scriptum. Året viste, at der kan opstå situationer hvor
lidelsen – som menneskets evige følgesvend – fylder så meget i krop eller sjæl, at
handlekraften svækkes eller – hos nogle mennesker – helt forsvinder.
Lidelsen fylder meget i de historier, vi har fortalt hinanden gennem tiderne. Selvom
der kan være sammenfald i historiernes lidelsesmæssige substans, kan der være stor
forskel på historiernes morale og dermed den nytte, tilhøreren eller læseren kan have
af historien.
I år vil jeg derfor forsøge at fabulere lidt over lidelsen i udsnit af historier, som jeg har
læst eller genlæst i årets løb. Og lad dig nu ikke synke ned i dysterhedens
deprimerende dunkelhed – for den opbyggelige lidelseshistorie sår frøene til en rig
høst af håb og handling og gøder glædens genkomst.
Vi skal som sædvanlig tage udgangspunkt i Bibelen, men skal også lade Friedrich
Schiller, Viktor Frankl og Marc Hamer gøre os klogere.
Lidelsen er Bibelens næring – og håbet høsten. I den historiske sammenhæng er det
naturligt. Sygdom, sult og død var hverdag for mennesket helt op til omkring år 1900
– og i mange egne af verden er det fortsat sådan, selvom antallet af mennesker, der
står uden nok føde og basal lægehjælp, heldigvis med hastige skridt nærmer sig
historisk små tal. Jesus var den gode læge, den tålmodige trøster, den kloge lærer og
ikke mindst den profet, som kunne give mennesket håb om en plads i evigheden og
en mening med livet. Lidelsen fylder så meget i Bibelen, at det ikke kan forklares med
et skriftsted eller en lignelse. Som ganske ung var jeg så heldig at arve Friedrich
Schillers samlede værker i en udgave fra 1838 skrevet på tysk og trykt med gotiske
bogstaver. Schiller levede i de mest revolutionerende årtier (1759-1805) i Europas
historie. I en malstrøm af oplysningstid, sociale bevægelser og politisk og religiøs
turbulens levede Schiller et hektisk og flittigt liv, som læge, filolog, filosof, historiker
og forfatter. I løbet af sit korte liv nåede han som 21-årig at blive fængslet for
revolutionær aktivisme og som 44-årig at blive adlet for sit forfatterskab, inden han
som 46-årig døde af tuberkulose. Når jeg er rådvild, rækker jeg ud efter Schiller.
Schiller er digtets Mozart. Schillers pen må have fløjet hen over papiret og formet
enestående tanker og digte på samme legende lette måde som Mozart filterløst satte
noder på papiret, der reflekterede almenmenneskelige harmonier, tanker og følelser.
Begge i et kort liv målt med vor tids alen.
I stedet for at kaste mig ud i en Bibelsk lidelseshistorie, vil jeg lade Friedrich Schiller
udtrykke sin tanke om lidelsen. Som en trædesten mellem det græske og romerske
verdensbillede, kristenhedens dybe kulturflod og oplysningstidens rationalitet kunne
Schiller måske hjælpe med at finde nøglen til forståelsen af lidelsen. Valget faldt på et
lille tankedigt, som han kalder ”Die zwei Tugendwege”, og som i min ubehjælpsomme
oversættelse kan læses således:
De to veje til Dyden
To er de veje, ad hvilke mennesket kan gå i sin stræben efter Dyden.
Lukker den ene sig for dig, så åbner den anden sig for dig.
Ved handling når den glade Dyden, ved lidelse når den lidende også Dyden.
Godt hvis Skæbnen ham kærligt leder ad begge veje.
Lidelsen ses som en uafvendelig og nødvendig del af hele menneskehedens eksistens.
Større kræfter – Gud eller Skæbnen – kan vejlede os til mening og handling – og
dermed glæde og frelse. At være uvirksom i sin lidelse er en synd.
Derfra bevæger vi os op i moderne tid. I sin bog ”Psykologi og Eksistens” beskriver
Viktor Frankl den ultimative lidelse, men beskriver også hvorledes man kan komme,
om ikke ”ud” af den, så ”op” af den. Frankl var læge i Wien, og var fra 1942 til
befrielsen i 1945 interneret i KZ-lejre. De første 100 sider i bogen er en detaljeret
beskrivelse af de fysiske og psykiske lidelser som fangerne blev udsat for. Det er en
lidelse i sig selv at læse beretningen. Selvom Frankl bliver sat til samme
umenneskeligt hårde arbejde – uden beskyttelse mod isnende kulde og i en konstant
underernæret tilstand – som alle andre fanger, så arbejder han konstant på at
formulere en vej ”op” af lidelsen, fordi alternativet er døden. ”Hvis livet overhovedet
har en mening, må lidelsen også have en mening”, skriver han. Både han og hans
medfanger blev konstant ramt af infektioner, depressioner og selvmordstanker. Det
eneste lægende middel var ”mening” sat ind i et uvist fremtidsmål. Frankl formulerede
for sig selv lidelsen som en kærlighedssti hen mod genforeningen med hans elskede
hustru Tilly, som han blev adskilt fra ved interneringen. De af hans medfanger, som
ikke ville eller kunne definere en mening med livet, mistede det.
Frankl udviklede sin logoterapeutiske teori og praksis efter krigen – blandt andet
baseret på sine erfaringer fra KZ-lejrene. I modsætning til Jung’s psykoterapi, der var
indadvendt og tilbageskuende, gik Frankl’s terapi ud på at give patienterne en mening
med deres lidelse, som kunne bringe dem op og ud af den og fremad i livet.
Schiller havde en flere tusinde årig kulturhistorie som bagage i sin fortolkning af
lidelsen. Frankl havde en moderne uddannelse som læge og psykolog, og – mod sin
vilje – en indgribende praksisoplevelse, som erfaringsgrundlag i sin håndtering af
lidelsen.
I sin bog ”Kunsten at fange muldvarpe” beskriver Marc Hamer, hvorledes han – i
modsætning til de to første – var fuldstændig forudsætningsløs, da han som ganske
ung dreng valgte at flygte fra lidelsen i et hjem præget af ekstremt omsorgssvigt. Han
kunne ikke se nogen mening med lidelsen, og ej heller nogen mening med livet. Så
helt alene og hjemløs gik han ad lidelsens vej, som Schiller skriver, uden at vide hvor
den førte hen. De eneste venner han havde var fuglene, dyrene og træerne, som talte
et sprog han ikke forstod. Kun fordi han søgte ly og varme på biblioteker, fandt han
ud af hvad dyrene og planterne hed, og hvilken adfærd de havde. Specielt
muldvarpene lærte han at kende, og de blev hans redning. Han blev specialist i at
fange muldvarpe, fordi han kendte dem. Langsomt blev hans mening til viden og
handling og omsat til levebrød. Om Skæbnen eller Gud ledte hans vej vides ikke, men
han fandt glæden.
I år er økonomen tavs. Økonomerne – ”The dismal scientists” – vil på et tidspunkt
beskrive meningen, eller den manglende mening, med 2020. Udtrykt i handling og tal.
I ønskes alle et livsmeningsfyldt 2021.
Kærlig hilsen
Carsten West




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.