on-thin-ice-ittoqqortoormiit-2012-carsten-egevang.jpg

Siku Ajorpoq – isen er usikker

Foto: Carsten Egevang

Åbner fredag 1. november 2019 kl. 16-18

I udstillingen ”Siku Ajorpoq – isen er usikker” sætter fotograferne Carsten Egevang og Ragnar Axelsson fokus på livet i Arktis

Nordatlantens Brygge åbner den 1. november ny udstilling med enestående fotografier fra Grønland af den danske fotograf Carsten Egevang og hans islandske kollega, den internationalt anerkendte Ragnar Axelsson. Og det er for første gang at den islandske mesterfotografs værker udstilles i Danmark.

Gennem flere årtier har de to fotografer Ragnar Axelsson og Carsten Egevang rejst i Grønlands mest fjerne egne og dokumenteret forholdene for de mennesker, der lever der. Deres unikke fotografier er blevet bragt i aviser, tidskrifter og bøger over det meste af verden, og nu præsenteres et særligt udvalg af dem i udstillingen Siku Ajorpoq – isen er usikkerpå Nordatlantens Brygge i København.

Isen er usikker De to grønlandske ord siku ajorpoq (isen er usikker) rammer hovedet på sømmet, når det handler om klimaforandringer i Arktis. For mens resten af verden er bekymrede for klimaforandringerne på baggrund af komplicerede udregninger og modeller, så er det anderledes for Inuit. Klimaforandringerne er her og nu! Med en nordgrønlandsk fangers egne ord:
”Hver år ændrer isforholdene sig. Vi kan ikke mere forudse, hvornår isen bliver farbar. Tidligere frøs havet til i november, og brød ikke op før juli. Sådan er det ikke mere.”

Mellem menneske og natur Gennem stemningsfulde sort-hvide fotografier fortæller Axelsson og Egevang en hverdagshistorie om levevilkårene for de mennesker, som lever i de allermest øde egne af Grønland. En eksistens i stærk afhængighed af den omkringliggende arktiske natur, hvor man stadig er afhængig af fangst. Billederne indfanger de barske og respektindgydende landskaber og det delikate samspil mellem menneske og natur.

Ragnar Axelsson (aka Rax, f. 1958) er en islandsk fotojournalist, der i over tredive år har fotograferet mennesker, dyr, vejr og landskaber i de fjerneste regioner af Arktis. Han debuterede i den islandske avis Morgunbladid allerede i 1976 og fik sit internationale gennembrud i 1989, hvor LIFE bragte hans fotografier fra Grønland. Axelsson har efterfølgende arbejdet i det meste af verden, og hans fotografier er blevet udstillet i flere lande og publiceret i bl.a. Newsweek, National Geographic, Time og Politiken. Han har udgivet seks fotobøger, deriblandt Faces of the North og Last Days of the Arctic, og han har vundet utallige internationale priser, ikke mindst for sit enestående arbejde i Arktis.

Carsten Egevang (f. 1969) er dansk fotograf, der i de sidste 25 år har rejst og fotograferet i Grønland. Egevang er oprindelig uddannet som forsker i biologi og fotograferede de første år kun i farver. Senere bevægede han sig så over i sorthvide billeder, der dokumenterer de stærke bånd mellem natur og mennesker i Grønlands mest fjerne egne. Egevang har udgivet flere fotobøger om Grønland og udstillet i flere lande. Hans fotografier er publiceret i bøger, aviser og tidskrifter verden over, og han har vundet flere internationale priser, deriblandt den prestigefulde BBC Wildlife Photographer of the Year i 2009. Egevang er desuden kåret som Årets Naturfotograf 2011 i Danmark og modtager af Det Grønlandske Selvstyres Miljø- og Naturpris i 2012.

Udstillingen åbnes fredag den 1. november kl. 16, og den kan ses til og med 8. marts 2020 på Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, 1401 København (nordatlantens.dk).




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.