Billede til nyhedsbrev

Bydelsfest i Sankt Annæ Gade

Christianshavns Lokaludvalg inviterer til traditionen tro til Christianshavnerdag og vækker bydelen med jazz og fælles morgenmadsspisning ved langborde på Snorrebroen.

Christianshavns Lokaludvalg er igen i år klar til at fejre Christianshavn. Det sker søndag den 8. september kl. 10-16 i Sankt Annæ Gade. I år er arrangementet bygget op om en mindre scene, hvor der dagen igennem vil være musik og politiske debatter.

Blandt andet vil Kasper Fredholm Trio vække bydelen med jazz og bandet Hund i Snor vil levere et stemningsfyldt lydbillede og sætte ord på hverdagens øjeblikke.

Derudover er der lagt op til tre skarpe paneldebatter: Om Nyholms fremtid, om boligpolitik og om kommunens klimaindsatser.

”Vi glæder os meget til at blive klogere på, hvad politikerne i Borgerrepræsentationen mener, der skal ske på Nyholm, om flere boliger kan holde Københavns huslejepriser nede, og om der vil være klimaindsatser med i kommunens budget 2020”, siger Poul Cohrt, formand for Christianshavns Lokaludvalg.

Slå dig ned med morgenmad på Snorrebroen

Christianshavnerdagen byder også på hygge og underholdning.

Lokaludvalget opfordrer til, at man tager sin morgenmad med ned på Snorrebroen, hvor der vil være opstillet langborde til formålet. Desuden stiller Lagkagehuset i dagens anledning en morgenmadsbod op med gode tilbud, hvor man kan forsyne sig med morgenkaffe og lignende.

Butikker og caféer i Sankt Annæ Gade rykker ud på gaden og tager del i festlighederne side om side med Christianshavns foreninger. Og så vil man også kunne opleve en cirkusforestilling og tage del i en cirkus workshop mm.

”Alt i alt er der lagt op til en hyggelig dag – hvor man kan møde hinanden i gaden. Vi glæder os til dagen og håber, at christianshavnerne vil indtage Sankt Annæ Gade sammen med lokaludvalget. ” siger Poul Cohrt.

Tid og sted:

Søndag den 8. september – kl. 10.00 – 16.00 i Sankt Annæ Gade. Stykket fra Strandgade til Dronningensgade vil derfor være afspærret for trafik fra kl. 08 – 18. Arrangementet er gratis og alle er velkomne.

Program

Sceneprogram (med forbehold for ændringer)

  • 10.00: Morgenjazz fra Kasper Fredholm trio
  • 11.00: Debat om Nyholms fremtid
  • 12.00: Sprød musik fra Ungdomsklubben Christianshavn
  • 13.00: Debat om klimaindsatser i Københavns Kommune
  • 14.15 Prisoverrækkelse – Havnens Pris
  • 14.30: Debat om boligpolitik og bopælspligt
  • 15.15: Eftermiddagsrock fra Hund i Snor
  • 16.00: Tak for i dag

Gadeaktiviteter

  • 10.00: Morgenmad ved langborde på Snorrebroen
  • 11.00: Cirkusforestilling ved Cirkus Aroma
  • 12.00: Leg som dengang farmor var ung
  • 12.30: Cirkusworkshop ved Cirkus Aroma
  • 13.30: Stig på en brandbil

 

 




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.