Ulla_Dreisler

Mindeord: Ulla Dreisler

Ulla Dreisler plejede at sidde på sin stamplads ved vinduet i café Oven visse vande ved 9-tiden om aftenen for at få lidt at spise, men i den sidste måneds tid havde vi ikke set hende. Forklaringen var desværre den værst tænkelige; hun døde i sidste uge. Hun blev 77 år.

At Ulla skulle havne på Christianshavn, var vel ikke på forhånd givet. Hun kom til verden og voksede op så langt væk som i Etiopien, på et tidspunkt hvor kejser Haile Selassie regerede. Han sørgede for at landet blev medlem af FN, men Ulla var dengang kun 4 år, så lige det har hun næppe bidt mærke i. Men måske har Haile Selassies internationale verdenssyn alligevel været med til at forme Ullas liv. Hun kom nemlig senere til at bo i USA sammen med sine forældre, hvoraf hendes far var øjenlæge. Da de senere flyttede til Danmark, uddannede hun sig til tre-sproglig korrespondent, som hun var rigtig dygtig til, og hun blev ansat i Udenrigsministeriet. I den periode var hun udstationeret for Danida i 3 år i Tanzania, i Harare (tidligere Salisbury), som er hovedstaden i Zimbabwe (det tidligere Rhodesia) i et halvt år, og endelig også i Burkina Faso. Hun var i den periode, og også mange år efter hun trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet, dybt engageret i Udenrigsministeriets kunstforening.

Christianshavnerne kender hende måske mest fra Christianshavns Lokalråd, hvor hun deltog i mange af de vigtige projekter som kampen mod højhuse på Christianshavn og kampen for at bevare en levende havn.

Vi vil savne hende som et sødt og mildt menneske med et varmt hjerte for sine medmennesker og omgivelser.

Ulla bisættes fra Frelsers Kirke på tirsdag (den 19. februar) kl 12.00. Det vil være en fin chance for at vise vores taknemlighed over at have fået lov til at lære Ulla at kende.

Birte og Knud




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.