rosens sjael

Et anderledes rosenkatalog

Nils Vest: Rosens sjæl. Med digte af Marianne Larsen

Nils Vest, som egentlig er filminstruktør, har lavet en bog om roser, som måske kan hjælpe landskabsarkitekter til at huske på de sanselige dele af faget. Han præsenterer en lang række roser, kun blomsterne – smukt flydende i vandfyldte skåle. De æstetisk sødmefyldte fotos garneres med Marianne Larsens poetiske digte skrevet over ’fænomenet rose’.
Forfatterens hovedærinde er at gøre opmærksom på rosernes nærmest magiske mulighed for at bringe betragteren væk fra dagligdagen og til en tilstand af erkendelse af sammenhængen mellem mikrokosmos og makrokosmos. Roserne er udvalgt efter, hvor kraftigt, de har virket på fotografen. Bogen slutter med forfatterens personlige brugsanvisning:
’’Størst glæde får man, når man kan vandre rundt med bare fødder i dugvådt morgengræs og se, hvad natten har bragt af forandringer”.
Bogen er ikke et opslagsværk for roseninteresserede, der vil have en masse facts om sundhed, højde etc. Og dog kan den hjælpe til at lære en masse rosensorter at kende.
Månederne fra maj til december får hver deres buket af roser. Der lægges ud med maj måneds robuste mangegangsblomstrende buskroser, som har rugosa-gener og derfor er livskraftige og udholdende. Thérése Bugnet og Baronne Prévost sejler rundt i hver deres glasskål og melder forår og sommer. Juni bugner af roser, fra de sarte pigeagtige som Cornelia og Alexandra til Flammentanz, der anbefales til de hundredprocent forelskesaktive. Et bredt sortiment præsenteres over de næste måneder hver med deres farver og fylde. Augusta Louise bliver til en seksdages præsentation fra lysegul-rosa dag et over farveforvandling frem til det endelige forfald dag seks. En god anledning til at forsøge at leve sig ind i livscyklussens mange faser. Our Last Summer og Munstead Wood viser alderens værdighed i smukke overraskende farver.
Man kan ved at bladre i den lækre bog forsvinde helt ind i sansningens og poesiens verden. Måske kan bogen være en god anledning til at huske, at landskabsfagets inderste nerve rummer fornemmelse for vækst og skønhed, som plejes ved at skærpe opmærksomheden langt ned i detaljen.
Bogen kan udmærket bruges som et stykke værktøj – en redningsplanke, når den elektroniske energi har ført og forført længe nok.

Lone van Deurs, landskabsarkitekt MDL




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.