OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Nyt fra Rotary på Christianshavn

Nyt mødested og ny præsident for Rotary på Christianshavn

Sommertid er skiftetid i Rotary klubber. Derfor har Ulla Madsen overrakt præsidentkæden for Christianshavn-Slotsholmen Rotary Klub til Lars Seerup, som skal lede klubben frem til sommeren 2019. Ulla Madsen fortsætter som bestyrelsesmedlem i klubben, hvor hun skal arbejde for at udvide klubben med nye erhvervsaktive medlemmer med tilknytning til Christianshavn og omegn.

Ulla Madsen og Lars Seerup efter overrækkelse af præsidentkæden. Foto: Marie Svane.

”Vi har netop fejret klubbens 25 års jubilæum, og nu er der virkelig brug for, at den faste kerne af medlemmer får selskab af yngre profiler, så vi kan leve op til idealerne om at være et stærkt netværk, der skaber værdi både for medlemmerne selv og for det samfund, vi er en del af.” siger Ulla Madsen, der selv kombinerer et arbejdsliv som selvstændig med flere aktive bestyrelsesposter.

Klubbens nye præsident, Lars Seerup, har ikke været med fra klubbens start, selv om han har været rotarianer i mange år. ”Jeg blev medlem så sent som i 2010, hvor jeg flyttede med min hustru til Christianshavn.” forklarer Lars Seerup, der selvfølgelig undersøgte, hvilke lokale Rotary klubber, han kunne blive medlem af efter flytningen fra Stege, hvor han havde været medlem af den lokale Rotary klub siden 1993, og hvor han var præsident i 1999/2000.

Nyt mødested
Efter sommerpausen får Rotary nye rammer om de ugentlige møder. Klubben har i mange år haft fast tilholdssted på Orlogsmuseet i Overgaden Oven Vandet. Siden museet flyttede har Restaurant Kanalens Anneks på Wilders Plads rummet klubben. Men efter sommerpausen er mødestedet L’Altro, Torvegade 62, og her glæder restauratør Valerio Marandola sig til at tage imod med åbne arme.

”Vi har indrettet Casa del Padrone på første sal og glæder os til at tage imod den lokale Rotary klub” siger Valerio Marandola, der vil give L’Altro et præg af anti-ristorante, hvilket vil sige at stemningen skal være mere hjemlig og mindre restaurant-agtig. Casa del Padrone betyder værtens lejlighed, og det er, hvad lokalet faktisk er for Valerio Marandola. Han har selv har oplevet, at førstesalen var den tidligere ejers private lejlighed.

Valerio Marandola er opvokset i Rom, men har besøgt Danmark utallige gange siden sit første besøg i 1978. Efter at have boet her et par år, købte han for to år siden restauranten i Torvegade, og han regner med at blive her altid.
”Jeg er blevet christianshavner. Det er her jeg lever og kender folk jeg møder på gaden. Her er en god atmosfære, og det er et dejligt sted at drive restaurant.” siger Valerio Marandola, der elsker at betjene gæsterne i restauranten, hvor det handler om at fornemme, hvad gæsten ønsker sig. ”Et forelsket par vil jo gerne have en meget privat oplevelse, mens andre foretrækker, at man serverer med en munter bemærkning.” siger han.

”Vi ser frem til at holde nogle gode møder i L’Altros lokaler,” siger Lars Fynbo fra Christianshavn-Slotsholmen Rotary Klub. Han har været med til at udvælge det nye mødested og mener, at klubben har fundet den rigtige kombination af afslappet atmosfære og fleksibilitet, der giver plads til klubben og dens gæster.

Gæstelisten er åben
Rotary på Christianshavn inviterer løbende gæster til sine møder og interesserede kan henvende sig til klubben pr. mail. ”Vi vil rigtig gerne have henvendelser fra alle, der kunne tænke sig at være en del af et netværk af erhvervsaktive med hjertet på rette sted og interesse for livet uden for egen branche og nære omgangskreds.” siger Ulla Madsen, der gerne modtager mails fra personer, der har lyst til at vide mere og evt. besøge kluben som gæst. Skriv til Ulla Madsen på mail til csrk.kontakt@gmail.com med kontaktdata og gerne et par linjer om dig selv, så vender klubben tilbage, lover Ulla Madsen.

”Planlægningen af efterårets møder er i fuld gang. Vi får blandt andet besøg af Tiger-stifteren Lennart Lajboschitz, der jo har købt Søkvæsthuset, hvor vi tidligere holdt vore møder. Vi ser også frem til foredrag om lokale emner, som flådens sænkning på Holmen den 29. august 1943 og om danske maleres motiver fra Christianshavn. Vi skal også mødes med lokale iværksættere og meget andet, som også vil være interessant for gæster udefra, mener Ulla Madsen.

Besøgende gæster kan samtidig få indtryk af, hvordan man kan forme en Christianshavner-udgave af et globalt erhvervsnetværk. ”Det er en del af konceptet, at man får kontakt med andre Rotary-klubber fra nær og fjern. Derfor får vi jævnligt besøg fra udlandet og vi får altid den tilbagemelding at vores klub er helt speciel.” siger en stolt Ulla Madsen, der oplever, at det er lykkedes at lave en helt særlig Christianshavner-udgave af en organisation, der selv har en meget klar identitet. ”Ellers ville det jo ikke være Christianshavn, men Christianshavnere skal også vende blikket udad, og der byder Rotary på en måde at kombinere det lokale med det globale, og det vil vi gerne dele med gæster og potentielle nye medlemmer,” slutter Ulla Madsen.




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.