Christianshavns Torv

Kulturmandage på Christianshavns Torv

Hver mandag i juli, august og september kl. 17–18 vil der være aktiviteter som er med til at skabe nyt liv på torvet. Det har en gruppe Christianshavnere besluttet fordi de mener det udnyttes for dårligt.
De vil skabe et torv, hvor folk får lyst til at holde pause i en travl hverdag – for at opleve kultur eller nyde en kop kaffe. Blandt andet skal torvet være med grønt og have flere kulturaktiviteter. Her er programmet for sommeren:

09-jul Marek Konarski
Marek Konarski trio er internationalt band grundlagt i København. Bandet består af 3 talentfulde medlemmer fra Danmanrk, Sverige og Polen, der alle spiller jazz.

27-aug Galsterei
Galsterei er et halvgammelt tysk ord, der stammer fra helgammelt nordisk ‘galdr’. Det dækker over noget syngende hekseri, der f.eks. skulle kunne lette svære fødsler, gøre nogen vanvittig, sænke fjerne skibe og afgøre kriges udfald. Odin var kendt som Galstrens Fader, og han kendte 18 forskellige galstre! Galsterei er også Steffen Galster, der leger med sine sange, sin stemme og mandolaerne Nelson og Elvis.

17-sep Holm Beck
Holm Beck er en dansk rapper og producer, der med sin musik eksperimenterer med at bryde grænser i dansk rap – både hvad angår beats, tekster og flow. Musikken er elektronisk med hårdtslående synthesizers, rungende basser og aggressive trommer, og tekstuniverset kredser sig om oplevede øjeblikke, tankestrømme og egen position i verden og samfundet. Lyrikken bliver leveret med originale flows fra en helt anden dimension.

24-sep Alaska Blonde
Alaska Blonde er 3 musikere, der holder af at lege sig ind i musikken – de spiller med baggrund i klezmer, folk og qypsy. Det bliver en fest i løssluppen musikalitet og glæde.

Torvenetværksgruppen kan kontaktes på christianshavnslokaludvalg@okf.kk.dk.




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.