Sankthansbål-800×800

Afbrændingsforbud for hele Hovedstaden

Afbrændingsforbud for hele Hovedstadens beredskabsområde

Afbrændingsforbuddet indføres fra kl. 12 den 15. juni. Forbuddet forventes også at være gældende Sankthansaften.

Da den lange periode uden nedbør fortsætter, er der nu ekstremt tørt i naturen. Derfor indføres der afbrændingsforbud i hele Hovedstadens beredskabsområde. Dette omfatter følgende kommuner: Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Glostrup, Rødovre, København, Dragør og Frederiksberg gældende fra den 15. juni 2018 kl. 12.00.

Afbrændingsforbuddet omfatter al brug af åben ild og afbrænding, herunder brug af apparater, der fungerer ved forbrænding af fast, flydende eller gasformigt brændstof. Forbuddet gælder også brug af engangsgrill og brug af indrettede bålpladser. Eneste undtagelse fra forbuddet er brug af egnet grill på ubrændbart underlag i egen have.

Forbuddet indføres i medfør af: §5 i Forsvarsministeriets bekendtgørelse nr. 1339 af 10. december 2014 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding, brug af ild, lys, varmekilder m.v.

Da der ikke er udsigt til større mængder regn i de kommende dage, må det forventes at afbrændingsforbuddet kommer til at vare hen over Sankt Hans og at det derfor heller ikke vil være tilladt at tænde bål denne aften. Forbuddet gælder også for bål der er placeret i søer, havne, mv., samt brug af fyrværkeri og pyrotekniske artikler

Hvor længe varer afbrændingsforbuddet?

Afbrændingsforbuddet er i kraft, indtil Hovedstadens Beredskabvurderer, at der ikke længere er en forhøjet brandrisiko i naturen. Hovedstadens Beredskab meddeler, når afbrændingsforbuddet bliver ophævet. Det vil typisk være, når der er faldet en tilstrækkelig mængde nedbør. Ophævelsen vil fremgå af Hovedstadens Beredskabs hjemmeside.

 




There are no comments

Add yours

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.