cykelhistorier

Piraten, Kannibalen og de andre landevejsrøvere

Cykelsportens landevejsrøvere spiller hovedrollen i ny børnebog

Hvis junior er bidt af cykelsport, er bogen nu kommet, som han har ventet på. Et lille forlag på Overgaden 4, Cornfield Press, udgiver den 6. juni en børnebog om emnet, skrevet af Jakob Staalby.

Pantani, Merckx, Coppi, Contador, Riis m.fl. spiller hovedrollerne i den nye bog, der vil indvie børn i skolealderen i landevejscyklingens vilde og dramatiske verden. Med udgangspunkt i cykelsportens største dramaer har cykelentusiasten, Jakob Staalby, der til daglig arbejder som tekstforfatter og kreativ direktør, forfattet ”Piraten, Kannibalen og de andre landevejsrøvere”. Bogen er illustreret af kollegaen, art director Ole Rydal, og har forord af professionel cykelrytter, Matti Breschel.

”Indrømmet, cykelsporten har et noget flosset ry. Ting som doping og dødskørsel ned ad stejle bjerge er ikke ligefrem det, man typisk forbinder med børnebøger. Men sporten har alt det, som en god historie skal byde på: drama, action, store sejre, smukke nederlag, helte og skurke. Med bogen håber jeg på at kunne åbne børnenes øjne for skønheden og kompleksiteten i denne vanvittige og dybt fascinerede sportsgren”, forklarer forfatter Jakob Staalby.

Ni fortællinger og et cykelleksikon
Bogen består af ni medrivende fortællinger samt et cykelleksikon for begyndere. Gennem fortællingerne møder læseren mange af de største cykellegender gennem historien: Fausto Coppi, Eddy Merckx, Eros Poli, Bjarne Riis, Marco Pantani, Alberto Contador, Philippe Gilbert m.fl.

Bogens lille leksikon forklarer fx hvad det vil sige at ligge på hjul, hvad doping er, hvad en enkelstartsrytter er, en puncheur, en kaptajn, en hjælperytter osv.

”Piraten, Kannibalen og de andre landevejsrøvere” udgives på forlaget Cornfield Press, er på 105 sider i storformat (275 x 200 mm), og forhandles i boghandler og cykelforretninger landet over, samt på www.cykelhistorier.dk. Vejledende udsalgspris er 179 kr, men christianshavnere kan få den for bare 150 kr hos forlaget.




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.