IMG_3369 (002)

Digtere imellem kulturer

Digtere imellem kulturer

Christianshavns Bibliotek får besøg af fire unge digtere. Özcan Ajrulovski, Nilgün Erdem, Amin Al-Jaderi & Danial Khalil. Onsdag d. 30. Maj klokken 19 kommer de forbi os på Christianshavns Bibliotek og læser op af deres digtsamlinger og debatterer temaer som integration, feminisme, social kontrol & ungdomsliv blandt etniske minoriteter.
Vi glæder os og alle er velkomne!!! Arrangementet er gratis.

Fælles for digtene er mange af de samme gennemgående tematikker, men set fra forskellige perspektiver og skrevet i hvert deres poetiske sprog.
Digterne ønsker at skabe en dialog om poesi og de kulturer de er opvokset imellem og det ungdomsliv de har levet og stadig lever i dag.

Forfatter til Jeg vågner op som fremmed Özcan Ajrulovski (f.1987) er opvokset i Københavns Nordvest kvarter. Han er tredje generations indvandrer og efterkommer af gæstearbejdere fra ex-Jugoslavien med makedonsk-tyrkisk baggrund, der kom til Danmark i 1960’erne, under akut behov for arbejdskraft udefra. ‘Jeg vågner op som fremmed’, handler om at blive betragtet som fremmed, i det land man anser som sit hjemland. Özcan Ajrulovski har en bachelor indenfor Digital Konceptudvikling og har tidligere skrevet debatindlæg for blandt andet Politiken, Information og Jyllandsposten.
Jeg vågner op som fremmed er en anmelderrost digtsamling, der udkom hos forlaget Copenhagen Storytellers d. 28. September 2017.

Forfatter til Pudder og Ph.D.er Nilgün Erdem (f. 1987) er dansk-kurder og uddannet folkeskolelærer og pædagogisk antropolog fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere undervist flygtningekvinder i dansk i Helsingør. Pudder og Ph.D.er – feministiske digte fra mine tyvere er en feministisk digtsamling, som er udkommet d. 4. Oktober 2017 hos forlaget Mellemgaard. Digtene fortæller om den kamp, hun har kæmpet gennem sine tyvere for at forsvare sin integritet og finde sit eget ståsted.

Forfatter til Sandfærdig faktion Amin Al-Jaderi (f.1986) er delvist opvokset i Mjølnerparken på Nørrebro og i Hellerup. Amin er forfatter, den Poetiske dimension i Radio 24syvs satiriske og politiske program ’’Københavnermodellen’’, foredragsholder, pioner og studerende på Københavns Universitet. Sandfærdig Faktion er en ny og opsigtsvækkende digtsamling, den omhandler det perspektiv, mange unge mellemøstlige fyre har i Danmark, observationer fra gymnasietiden, systemkritik samt forholdet mellem kunst og kriminalitet. Udkom d. 2. Oktober 2017 hos Forlaget Emeritus.

Forfatter til Kærlighed Og Kulturskyer Danial Khalil (f.1992) er en dansk digter med afghanske rødder. Bosiddende i Søborg og Cand.merc. studerende ved Copenhagen Business School. Han udgav sin debut i Januar 2016. Digtsamlingen er et væsentligt bidrag til at belyse de konflikter, som kulturforskelle kan skabe. Endvidere giver den indblik i en række eksistentielle problemer: den svære kærlighed, både den kødelige, den forbudte og den usagte til forældrene. Skismaet mellem lyst og pligt, hvor omdrejningspunktet er den indre kamp og splittelse ved at have et ben i flere kulturer. Kærlighed og kulturskyer er hans første udgivelse hos Forlaget Mellemgaard, og den høstede stor anerkendelse og blev nomineret til BogForums Debutantpris 2016.




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.