vinni carsten breuning

St bart: sex på vandet

Vinni og Carsten Breuning beretter fra Karibien. På deres blog kan du også finde videoer og billeder: Den er her

Vi lettede anker fra Simpson Bay og lagde os i kø med alle de andre der ventede for broen at åbne – pludseligt hørte vi tonerne fra en trompet der spillede ”Nina’s Sang”. Der var vores venner fra den Danske båd Mor Karen der stod i stævnen og spillede os ud – sikken fantastisk oplevelse og alle de andre både var misundelige.

Vi forlod St. Maarten I hvad vi troede var et passende vejrvindue. Troede er det operativ ord her – vi troede og vi troede forkert. Da vi kom ud var vinden lige i snotten (igen – men det er jo Vinni og Carsten der sejler, så hvad havde vi forventet?). Desuden var bølgerne væsentlige større end udsigten havde sagt.

Men – der er ”kun” 17 sømil fra St. Maarten til St. Barts så der burde jo ”kun” tage 3-4 timer at sejle derover, selv på motor. 6 timer senere var vi stadig undervejs og det havde været en rigtig møgdag med krappe søer og stiv blæst. Capri dansede rundt og var slet ikke fornøjet med dagen – og det var vi andre hellere ikke.

Endeligt ankom vi og smid krogen i 6-8 meter vand i den store bugt. Godt nok havde vores pilot book sagt at vandet her kunne være uroligt, men vi gyngede op og ned så vi troet at vi var på rutschebanen på Bakken.

Hmmmm, det bliver jo nok bedre når vinden lægger sig, tænkte vi. Men det gjorde det ikke. Troels Kløvedal skriver i sin seneste bog at når en sømand lægger krogen, så vil han (hun) godt have at båden ligger stille. Det gør ikke noget at båden ruller og hopper mens man sejler, men ved anker skal hun fand’me ligger stille. Det gjorde Capri ikke og flere gange føltes det som om vi var i voldsom uvejr, og vi brugte begge hænder når vi skulle rundt på hende.

Vinni tog en tur ud for at se om vores anker lå som det skulle.

Ejendommeligt nok, så faldt alt til ro en times tid hver morgen og aften når tidevandet skiftet – men efter den time var det tilbage til rutschebanen.

Det viste sig at det ikke var bedre inde i havnen. Vi skulle betale 8 euros om dagen for at ligge for anker, jeg ved ikke hvad en havneplads kostede men jeg ville være bleven meget sur hvis jeg havde betalt dyre penge for at ligge og rulle. Selv de meget store lystyachter der lå derinde gyngede som bare pokker – og her taler vi om både der er over 80 meter lang………………..

Efter at have smidt vores anker gik det op for os at vi var omringet af endda meget store sejl-og motorbåde. Den ene, Eclipse, er enten verdens største, eller verdens anden største privat yacht (1ste eller 2nd kommer an på hvilken google indlæg du tror på). Den ejes af en russisk oligark (naturligvis) og har en fast besætning på 70. Ud over sin almindelige redningsbåde har hun 3 tender af forskellige størrelse samt en mini undervandsbåd.

Ja – de rige er forskellige fra dig og mig – f.eks. har de flere penge.

Grunden til alle de store både var at vi var ankommet lige tidsnok til at se St. Barts Bucket Regatta, en af de store regattaer i Caribien. Der er 8-10 regattaer hver sæson og disse store sejlbåde deltager i dem alle hvert år, og så sejler de tilbage til Europa eller USA for sæsonen der.

De er bare MEGASTORE! Flere af dem er tæt ved de 100 meter lange (ja, 100 meter), og nogle af smukkere end andre.

De smukkeste, helt uden sammenligning er J bådene. Der var 3 styks, Topax, Jenti og Vesheda. Det er svært at beskrive hvor ubegribelige smukke de er – jeg sagde til Vinni at det er rent sex på vandet at se sådan en komme sejlene og hun giver mig ret. De har en besætning på 25(!), ingen søgelænder og mandskabet bærer ikke redningsvest da de er kun i vejen når der skal skiftes sejl eller trimmes.

Dette gør at når de sejler om kap har de en motorbåd der sejler bagved for at samle de gaster der evt. falder overbord op (!). Det er jo ikke muligt at standse en J-båd under fuld sejl. En ”crash stop” ville smadre det halve af båden og det ville tage et par sømil inden den vendte – derfor en motorbåd for at samle de faldne op.

Flere af de andre både havde også motorbåde bagved og det er af samme grund – falder du overbord, skal du ikke forvente at båden vender – dertil er dette Regatta sejlads alt for alvorligt.

Når man ser disse smukke J-både tænker jeg at man skulle ændre reglerne for America’s Cup og sige at fremover skulle deltagerne sejle i J-boats. Ikke disse katamaraner eller trimaraner eller hvad ved jeg. Disse dage går det hele ud på hvem har flest penge og hvem kan få bygget en båd der vejer ingenting og sejler forbandet hurtigt. America’s Cup er blevet en sag om penge, ikke og sømandskab og mandskab.

Men hvis alle skulle sejle identiske både og de var f.eks. J-både, så blev America’s Cup pludseligt en kamp om hvem er den bedste sejler og hvem har de bedste mandskab.

Når – men nok af mine betragtninger – nyd synet af de tre J-både da de krydser målstregen – målstregen lå lige på vores vej mod Antigua……………………………….

St. Barts er Fransk. Men før det var den Fransk i begyndelsen og så foræret Frankrig den til Sverige mod at få fristatus for at de Franske skibe kunne anløbe Gøteborg. Sverige beholdt øen i hundred år men det var i alle årene en dræn på den Svenske statskasse så i midt 1800 årstallet foræret de den tilbage til Frankrig.

Går man rundt i Gustavius (efter Kong Gustav af Sverige) har alle gaderne Franske navne – dog har de de gamle Svenske navne på gadeskiltene nedenunder. Det er mere end man ser på USVI som ”kun” overgik til USA for 100 år siden. Der er der næsten ingen Danske gade navne tilbage. Gustavius er nu en hyggelig by med smalle gader og mange små butikker og restauranter

Vi lejede en bil og kørte øen rundt – ikke fordi St. Barts er vanvittige stor – det er den ikke. Vi var dog overrasket over at der var bebygget overalt – hele øen.

Når alle andre kan tage en “selfie” – så kan vi også – her vores første og enenste “selfie”
Tilsyneladende har de haft travlt med at genopbygge efter Irma. Her så vi meget få huse med skader og ingen både der var sunket eller kastet op på stranden. Vi var ude at spise en aften og sad ved siden af et Amerikansk par som fortalte at de kom hver år til St. Barts på ferie – men i år havde de ikke kunne bo på deres sædvanlige hotel – det var ødelagt af stormen. De fortalte også at det var næsten alle de gode hoteller – ødelagt af stormen. Det kunne vi ikke se fra vejen da det eneste man kan se af de hoteller er indgangsporten.

Men det var en dejlig dag og vi så de tre J-både komme flyvenen forbi med gennakerne sat. Langt bagefter kom resten af feltet. De var nu også flotte og de havde alle sammen alle gardinerne oppe.

Noget andet der er godt ved en Fransk ø er at der altid er en god bager og supermarkederne har alle de lækkerier vi savner – pate, dejlige pølser og oste. Dyrt, meget dyrt og vi køber kun i små portioner – men lidt – men lækkert.

Søndag eftermiddag var vejret så vendt (dvs. stille og ingen passatvind lige i snotten), så vi lettede anker og begav os afsted mod Antigua, dog holdt vi pause ved Målstregen for at se de smukke J-både komme i mål.




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.