affald christianshavn

Ren kælighed til Christianshavns Vold

Tag dine venner, forældre eller naboen i hånden og hjælp os med at få gjort Christianshavns Vold ren og klar til sommer

Desværre finder man en del affald på vores ellers så skønne Christianshavns Vold. Det synes vi er rigtig ærgerligt, da både børn, voksne og hunde elsker at opholde sig i området. Plastikposer, cigaretskodder, plastflasker og sodavandsdåser er blot nogle eksempler på det affald som desværre ofte havner udenfor skraldespanden. Når ting som disse havner i naturen, kan det have fatale konsekvenser for naturens økosystem og for dyrene i naturen. Dyrene har stor risiko for at blive fanget i og i værste fald dø i det affald og emballage, som smides.

Derfor inviteres alle borgere til i fællesskab at hjælpe til at få samlet skraldet sammen. Lørdag den 10. marts fra klokken 10.00-14.00 gentager Miljøgruppen under Christianshavns Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre by – Christianshavn Ren Vold dag, som sidste år var en stor succes.

Omkring 90 engagerede borgere i alle aldre mødte op og sammen fik de indsamlet ca. 500 kg. skrald.

Igen i år mødes vi i Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34, til lidt morgenmad, hvorefter folk inddeles i mindre grupper og får tildelt et område. Og så skal der samles skrald.

I år vil der du, imens du indsamler skrald, kunne deltage i en Christian IV skattejagt. Ude i området omkring volden vil der være skjult figurer af kongen. Find Christian IV og få ham med hjem.

Skattejagten afholdes i anledning af Christianshavns 400 års jubilæum.

Husk gummistøvler på dagen da det kan være smattet. Københavns Kommune leverer handsker, snappere, poser og hvad der ellers skal bruges af udstyr til indsamlingen af skrald. Hvis du har en vogn, ladcykel eller lignende, der kan transportere tunge poser med det indsamlede skrald, må du meget gerne medbringe den.

På dagen vil Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, Margretheholmen og ekstra mandskab fra Københavns Kommunes Teknik og Miljøforvaltning være og hjælpe med at samle skrald. Christiania afholder også skraldeindsamling denne weekend både lørdag og søndag, så der bliver virkelig gjort en indsats for et renere Christianshavn

Program for dagen
10.00-10.30 Morgenmad
10.30-13.00 Inddeling i grupper og indsamling af affald på Volden
13.00-14.00 Let frokost og hygge




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.