carsten

Nytårsbrev fra Carsten West

Så punktlig at man kan stille kalenderen efter det, har Carsten West på årets første dag sendt sit årlige brev med betragtninger om økonomiens tilstand. Eller er det politikerne der bestemmer den? Ikke ifølge Carsten West. De skal bare sætte rammerne og “helst ikke så meget andet”!

Kære Venner!

Som I – kære Venner og trofaste læsere af mit Julebrev – efterhånden må have erkendt, så er dette Julebrev blevet en årlig øvelse i at fastholde fortiden. Vel at mærke den del af fortiden, som – ved en kombination af tilfældigheder og nødvendigheder – er blevet en del af min personlige fortid. Den del af alle tiders hændelser, som dermed er ekskluderet fra min bevidsthed, eksisterer så derude som mørkt stof for mig, men kan sagtens være lysende stjerner eller dunkle dæmoner for andre. Som sædvanlig tages udgangspunkt i et par bøger, som er læst i årets løb. For at holde nogenlunde orden på alle mine fortidslevninger – som er en umålelig lille del af alle menneskers erfaringer – vil I have bemærket, at jeg rubricerer dem i et lettere kaotisk system baseret på begreberne Tro, Økonomi og Politik. Såfremt man tilføjer dimensionen Tid får man et 4-dimensionelt rum, hvor alle begivenheder kan udspringe af Tro, Økonomi eller Politik eller kombinationer af disse tre, og med tiden skabe nye begivenheder, ændre forudsætningerne og resultaterne af de materielt set samme begivenheder – og endda forandre menneskets opfattelse af sig selv, andre mennesker og verden omkring os. Det forekommer derfor indlysende, at såfremt menneskene skal have en nogenlunde ensartet opfattelse af verden og hinanden, så skal den fælles erfaring rubriceres og fortolkes nogenlunde ens. Det er det vi kalder videnskab. Et eksempel på dette er min gamle lærebog i økonomisk historie – Dudley Dillards mursten ”Economic development of the North Atlantic Community” (1967). Når Tid og videnskab kombineres, så kan Fortid sige noget om Fremtid, og så kan det have mening at flette dette ind i et Jule- og Nytårsbrev.

Min genlæsning af min studietids lærebøger giver mig fortsat fornøjelse og ny indsigt. I år blev det så Dudley Dillards tur. Den anden bog er et lille forskningsskrift af Hanne Willert ”Børns liv og arbejde i 1800-tallets landbosamfund”. Den sidste er resultatet af et beundringsværdigt initiativ, som Nationalmuséet tog omkring 1950 – mit fødeår. De fik flere hundrede mennesker, der var født ca. 1865-1885 – og som altså på daværende tidspunkt var ca. 65-85 år – til skriftligt at berette om deres opvækst. I Hanne Willerts bog er så udvalgt 161 beretninger fra mennesker, født på Sjælland og omkringliggende øer, og vokset op i husmandshjem på landet. Det er altså mine – og de fleste af jeres – bedsteforældres og oldeforældres daglige liv, der beskrives. Læsningen heraf har fået mig til overveje begrebet proportionalitet. Proportionalitet er et anvendt begreb inden for mange videnskaber – arkitektur, matematik, jura og økonomi, og betydningen kan kort beskrives som ”smukke størrelsesforhold”. Og årets tema er således proportionerne mellem Tro, Politik og Økonomi – før og nu. Økonomisk historie giver først mening fra det tidspunkt, hvor menneskene på frie markeder begynder at udveksle varer, tjenester og arbejdskraft med hinanden i et omfang, der får betydning for menneskets mulighed for at overleve og forøge sin egen succés som art. Dillard vælger at lade økonomisk aktivitet i en nogenlunde målbar skala tage sit afsæt i Europa omkring år 1200-1400. Menneskets liv i Europa havde indtil da – og for de flestes videre helt op i 1900-tallet – været en daglig kamp for overlevelse. Begrebet eksistensminimum var ikke et teoretisk begreb. Død af sult og kulde var en grusom realitet for alle, og oplevelse af overskud en sjælden følelse. Den økonomiske historie er netop beskrivelser af talstørrelser og proportioner – og beskrivelsen af hvorledes Tro og Politik griber ind i den økonomiske aktivitet, som oftest med en begrænsende effekt på menneskets stræben efter velstand og lykke.

Det enkelte menneskes skæbne drukner i disse tal og proportioner. I Hanne Willerts bog dukker disse skæbner imidlertid frem i form af personlige beretninger om et barneliv i anden halvdel af 1800-tallets husmandshjem i Danmark. Ca. 75% af befolkningen bor på det tidspunkt på landet, og de fleste af os har bedste- eller oldeforældre, der har oplevet det samme barneliv. De fleste beretninger fortæller om, hvorledes man – ofte fra 6-års alderen – blev sendt på arbejde fra kl. 4 om morgenen til kl. 8 om aftenen. De heldigste i deres barndomshjem eller hos en nabo, men for mange langt fra hjemmet. Den lille jordlod, der hørte til barndomshjemmet, kunne ikke forsørge de ofte meget børnerige familier. Faderen gik på arbejde andet sted – som landarbejder eller arbejdsmand hos håndværkere – fra tidlig morgen til sen aften. Det hjemlige landbrug skulle passes af moderen og børnene. Arbejdsløshed eller misvækst betød sult og nød – og i værste fald fattiggården. Skolegang var underordnet arbejdsopgaverne, og der er beskrivelser af, hvorledes skolen blev oplevet som et sted hvor man kunne få lidt søvn og lidt varme et par dage om ugen.

Det samme var kirkegangen om søndagen. Begreberne Tro og Politik fylder ikke i beretningerne. Den daglige kamp for overlevelse fylder det hele. De mest rørende passager beskriver hvorledes det som 7-8 årig føltes – to gange om året – at komme på besøg i sit barndomshjem, og der blive mødt med kærlighed og omsorg fra sine forældre og søskende. Men der var også børn, som ikke engang havde den oplevelse. Resten af tiden bestod udelukkende af arbejde, meget simpel føde og logi i portrummet eller i stalden – i de heldige tilfælde sammen med en eller to andre børn, der kunne varme hinanden.

Det er kun få generationer siden dette var dagligdag i Danmark. Beretningerne er skrevet af de, der overlevede dette liv. De, der ikke overlevede, kender vi ikke noget til. Det positive er, at fortællerne – i starten af 1950’erne – er levende, fortællende og for de flestes vedkommende taknemmelige for livet og den fremgang, som de trods alt har oplevet. De var med til at skabe den mest fremgangsrige del af Danmarks økonomiske historie. Fra en tid i 1850’erne hvor Danmark var et fattigt land til midt i 1930’erne hvor Danmark – målt pr. indbygger – var blandt verdens 5 rigeste lande. Siden er det gået lidt tilbage – vi har ikke helt forvaltet arven efter fortjeneste – men vi står fortsat på skuldrene af disse generationers slid og kreativitet for at skabe et bedre liv for deres børn, børnebørn og oldebørn.

Hvad har det så med proportioner at gøre? Man kan i hvert fald konkludere, at Økonomi fyldte betydeligt mere i deres liv end Tro og Politik. De producerede, handlede, sparede og investerede. Og Politik var der – heldigvis fristes man til at sige – så lidt af, at denne succés ikke blev forhindret.

Hvis man udelukkende ser på det danske mediebillede i 2017, så skulle man tro, at det væsentligste i livet er Politik. At det er politik og politikere, der skaber velstanden. Det er det ikke! Opgaven for Politik er sikre at menneskene kan udfolde deres økonomiske aktivitet ved at købe og sælge varer, tjenester og arbejdskraft på frie gennemsigtige markeder. Politikerne skal sikre fravær af tvang, trusler og magtmisbrug – og en fordeling af resultatet i en proportionalitet, så fremtidige generationer ikke skal opleve et barneliv som vores oldeforældre, men som samtidig ikke hindrer vækst på niveau med vores bedsteforældres. Helst ikke så meget andet!

Og Troen? Jeg vælger den udlægning, at Troen fortsat skal bero i hvert enkelt menneskes sind, som en venlig guide til skabelse af de smukkeste proportioner. En guide, som også tilskynder én til at skrive et Julebrev.

I ønskes alle vækst og fremgang i 2018.

Kærlig hilsen
Carsten West




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send