americanidiot

Musical i Den Grå Hal

For første gang siden 1970’erne opsættes en musical i Den Grå Hal, når rockmusicalen American Idiot, baseret på Green Day’s Grammy Award-belønnede album af samme navn, har premiere 15. september 2017.

Billie Joe Armstrong skrev manuskriptet, og resten er kulturhistorie
Green Day-forsanger Billie Joe Armstrong har tidligere sagt, at albummet er som skabt til scenen. Derfor var der ikke langt fra idé til manuskript, da den Tony Award-vindende instruktør Michael Mayer ringede og foreslog at bruge de punkrockede hits til en Broadway-musical med en historie om unge forvildede mennesker og deres jagt efter mening og mål i en verden, hvor jorden skælver efter 11. september. Idéen har siden høstet flere af de største og mest anerkendte priser i USA. Efter knap 500 forestillinger på Broadway og flere forestillinger rundt om i verden kan musicalen nu for første gang opleves i Danmark – helt eksklusivt danner Den Grå Hal på Christiania rammen for rockmusicalen.

”Et betydningsfuldt øjebliksbillede af vores tid”
Sådan skrev The Times, da musicalen blev opført i London. Green Day’s hitliste er en essentiel grundfortælling, der også i dag er højaktuel – og måske endda mere end nogensinde: for hvad er meningen med livet, når livet ikke længere giver mening?

American Idiot er historien om modløshed og mod, kærlighed og frygt
90 minutter i intenst selskab med tre barndomsvenner, der udforsker friheden og tager på en rejse gennem livet efter nye erkendelser.

Medvirkende: Ensemblet er hentet hjem til Den Grå Hal
med respekt for de suveræne rockbeats og det musikalske
niveau. Et nordisk trekløver af musicalstjernerne Bruno Mitsogiannis, Christoffer Brodersen og Snorre Tøndel punker overlegent med præcision og attitude, så den oprørske ungdom hverken klinger hult eller skingert. De tre er flankeret af powerstemmerne fra Rikke Hvidbjerg, Frederikke Vedel, Ksenia Timoshenko og Anders Gjesing. Det er Tim Zimmermann, der står for instruktion og koreografi, Benjamin La Cour laver scenografi, og ottemands-orkestret styres af kapelmester Mikkel Gomard. Det er HMP (Heltemus), der står bag forestillingen. HMP stod også bag den anmelderroste Into the Woods, der for nylig kunne opleves i Glassalen i Tivoli. Producenten er Tine Kronborg.

Læs mere på www.americanidiot.dk.




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send