majalee

Lone Aburas & Maja Lee Langvad på Biblioteket

Forfattermøde med Lone Aburas & Maja Lee Langvad den 4. Oktober kl. 19 på Christianshavns Bibliotek.

Kom og stil spørgsmål og hør oplæsning og samtale imellem de to forfattere!

“At skrive en bog er jo i virkeligheden en meget civiliseret måde at være vred på” (citat Svend Brinkmann).
Og Lone Aburas og Maja Lee Langvad har begge skrevet vrede bøger. Det er politisk, verdensvendt vrede når det er allerbedst!

Om forfatterne:

Lone Aburas, født 1979, debuterede i 2009 med romanen FØTEXSØEN, som i 2009 modtog Statens Kunstfonds præmiering for nyudgivelser samt Munch-Christensens Kulturlegat og blev nomineret til Montanaprisen. Derudover modtog Lone Aburas i 2010 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. FØTEXSØEN blev i 2011 til et teaterstykke.

Siden har Lone Aburas udgivet DEN SVÆRE TOER i 2011, POLITISK ROMAN i 2013 og i 2016 romanen DET KOMMER TIL AT SKE. I juni 2017 er hun aktuel med DET ER ET JEG DER TALER (REGNSKABETS TIME). En stakåndet, politisk og poetisk protesttale, der nyfortolker genren agitprop.

Maja Lee Langvad (f.1980) blev uddannet fra Forfatterskolen i 2003 og debuterede i 2006 med den anmelderroste FIND HOLGER DANSKE, som kredser om identitet, adoption, integration og danskhed, og som genremæssigt placerer sig et usædvanligt sted mellem debatlitteratur og konceptuel digtning.

I 2014 tager Maja Lee Langvad tråden op fra debuten med FIND HOLGER DANSKE APPENDIX, hvor hun viderefører nogle af de samme tematikker og greb – nu med en ny viden om sin egen oprindelse, der sætter forestillingen om identitet i et nyt lys. Bogen består af lige dele tekst og foto, og ligesom i debuten arbejder hun med ikke-litterære genrer som spørgeskemaer og egne adoptionsdokumenter.
Samme år udkom HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption, der tog anmelderne med storm. En dybt personlig og politisk bog, der kan læses som både et langdigt, et kollektivt vidnesbyrd og en dokumentation af forholdene i adoptionsindustrien. Bogen blev til på baggrund af mange års research og fortæller en kritisk historie om transnational adoption. Samtidig kommer bogen rundt om en lang række tematikker som slægtskab, racisme, køn, krig og global ulighed, og selvom vreden er det naturlige omdrejningspunkt, rummer bogen mange lag af følelser og en underspillet humor.

Aktuel med ”Dage med galopperende hjertebanken” om en forfatters stress og forelskelse, der er udkommet i år.

Maja Lee Langvad boede fra 2007-2010 i Seoul, hvor hun var en del af et adoptionskritisk miljø. Hun har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører i både Danmark og Sydkorea. Hun arbejder performativt med sine tekster og har fremført dele af HUN ER VRED på bl.a. Overgaden – Institut for Samtidskunst.




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send