overgaden pia ronicke

Overgaden i juni

Pia Rönicke: The Cloud Document
Peter Voss-Knude: Peter & the Danish Defence

17. juni – 6. august 2017
Fernisering d. 16. juni kl 17-20

Pia Rönicke: The Cloud Document

På sin nye store soloudstilling The Cloud Document skaber den danske kunstner Pia Rönicke et skulpturelt udstillingslandskab, der tager sit udgangspunkt i den danske botaniker Frederik Liebmanns plantesamling fra Mexico.

Afsættet for Pia Rönickes udstilling på Overgaden er den danske botaniker Frederik Liebmanns forskningsrejse til Mexico fra 1841-1843. Rönicke foretog selv i sommeren 2016 en rejse, hvor hun sammen med to mexicanske botanikere lavede en genindsamling af nogle af de arter, som Liebmann navngav. De geografiske områder og planterne er filmet og skaber dermed en forbindelse mellem den pressede og udstillede plante og dens oprindelige lokalitet. En af de underliggende tråde i The Cloud Document er forsvindingens geografi. Her figurerer Liebmanns samling som en agent, der er sendt tilbage i tiden og fortæller os, hvad der var, og hvad der ikke er mere.

Rönickes botaniske rejseindsamlinger udgør et centralt tematisk spor i udstillingen, der samtidig også er funderet i kunstnerens store interesse for herbariet i København – stedet som huser planter fra hele verden og har til formål at dokumentere og klassificere de mange arter. Interessen for herbariet består dog ikke blot i forhold til planter som et forhistorisk og botanisk levn, men også som en kortlægning af forskellige tiders førte politikker. Herbariets plantesamlinger henviser således også til højaktuelle koloniale forhold og fremtidige scenarier.

Til udstillingen på Overgaden har Pia Rönicke skabt en række nye filmiske værker, der på forskellige måder opsummerer og sammenstiller rejsemateriale med arkivmateriale og fortidens forskning med fremtidens digitale arkiveringsmuligheder. Heriblandt indgår en 16 mm film fra botanisk have, animationer som levendegør tidligere tiders optegninger, optagelser fra Hebariet i København og en visualisering af fremtidens DNA-registreringer af planter.

I otte montre fremvises desuden Rönickes egne botaniske fund fra Mexico, som dels rummer planter fra Liebmanns kortlægning og dels tilføjer nye plantearter til samlingen. Med The Cloud Document indbyder Pia Rönicke publikum til at orientere sig i et sanseligt univers, der samler, kombinerer og udleder vigtige kritiske og nutidige pointer fra den godt 200-års gamle botaniske historie.

Pia Rönicke (f. 1974) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og California Institute of the Arts. Hun har udstillet på adskillige danske kunstinstitutioner – herunder Den Frie Udstillingsbygning, Museet for Samtidskunst og Nikolaj Kunsthal samt i udlandet på væsentlige institutioner som Heine Onstad Kunstcenter, Oslo, Apexart, New York, Tate Modern, London og GIBCA, Göteborg.
________________________________________

overgadenPeter Voss-Knude: Peter & the Danish Defence

På sin første soloudstilling udgiver Peter Voss-Knude et dobbelt popalbum skrevet i officielt samarbejde med en hær, Forsvaret. Første kapitel undersøger, hvorvidt forståelse er mulig civil og soldat imellem og andet kapitel er skrevet som en kritisk refleksion over militære fællesskaber, venskaber mellem mænd og kunstnerens personlige møde med militæret.

Peter & the Danish Defence er et fortløbende kunstværk, der opererer i feltet mellem samtidskunst og popmusik. Efter aftale med Forsvaret fik Peter Voss-Knude i 2014 et unikt og fortroligt indblik i soldaternes liv på Slagelse Kaserne. Det blev begyndelsen på et ukonventionelt kunstnerisk og musikalsk samarbejde, hvor Voss-Knude har komponeret, produceret og indspillet to plader baseret på soldaternes vidnesbyrd i selskab med musikere i international topklasse fra artpop-legenden Róisín Murphys band.

Med Peter & the Danish Defence sætter Voss-Knude fokus på forholdet mellem soldaten og den civile og reflekterer over, hvordan det er nødvendigt, at civilsamfundet og soldater må forsøge at forstå hinanden, hvis vi skal kunne kommunikere meningsfyldt om det at være i krig.

Blot måneder efter udgivelsen af det første album i maj 2016, blev Voss-Knude af Alternativets forsvarsordfører René Gade inviteret til at deltage i udviklingen af det freds- og forsvarspolitiske område på Christiansborg, da projektets tværdisciplinære natur mellem politik og kunst blev betegnet som nyskabende og politisk inspirerende.

Udover udgivelsen af sin anden plade vil Peter Voss-Knude i udstillingen præsentere en 12 x 2 meter lang serie af kultegning skabt gennem en inkluderende dialog med de medvirkende soldater. En publikation over det flerårige samarbejde med Forsvaret vil være at finde i udstillingen, og begge album vil være tilgængelige på streaming-tjenesten Spotify fra d. 12. juni. Lyt til albummet her

Alle er velkomne til udgivelseskoncerten som vil finde sted den 16. juni kl.19.00 på Overgaden.

Peter Voss-Knude (f. 1987) er kunstner og sanger og har en BA i Fine Art & Art History fra Goldsmiths, University of London. Han har været aktivist i russiske VOINA og tidligere brugt et år på at blive special constable i The Metropolitan Police. Han har senest udstillet på Counter Space i Schweiz.

Overgaden.
Institut for Samtidskunst
Overgaden neden Vandet 17




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send