JMC_Hidden_Faces_2016_Video

Nordatlantisk Brygge: Indtryk og aftryk

Scene fra Hidden Faces., 2016. Video.

20. maj – 20. august

“Alt det, som indvirker på værkets endelige resultat, især de bittesmå detaljer, som til slut åbenbarer sig i værket, vidner om en større sammenhæng. Den tanke kan jeg godt li’, siger Jóhan Martin Christiansen om sin udstilling: Indtryk og aftryk.

Bag udstillingens åbne titel gemmer sig ikke bare en reference til udstillingens værker, men også til tilblivelsesprocessen og en af kunstnerens kongstanker, at det skønne skjuler sig i det oversete og tilfældige. Skjuler sig i de spor og aftryk, som tilfældigt skabes i den kreative proces.

Værkerne på udstillingen falder i tre typer; gips/jern, stof og video, og bærer alle direkte spor fra tilblivelsesprocessen og de materialer, som er anvendt. Jóhan Martin Christiansen tilstræber at få indlejret den fysiske, men flygtige virkelighed i værkerne, og på den måde bliver afstøbningerne en slags udtræk af de anvendte materialers overflader; Spor efterladt i det, vi ikke så.

Flere værker er meterhøje gipssteler støbt i og med aftryk af gamle papkasser, andre er støbt omkring jerndragere, som kendes fra byggepladser med påsatte ”ornamenter”; en gammel bøje, en fjer eller en stofble. Et større antal sammensyede bomuldsklæder, indfarvet med te, blæk, spiseolie eller rødvin, er ophængt mellem loft og gulv og danner luftige sejlinstallationer, man kan bevæge sig imellem.

Fælles for stof, gips- og jernværkerne er kunstnerens forkærlighed for det taktile og materialernes overfladevirkninger, og det er afgørende for Jóhan Martin Christiansen at få skabt sansbare overflader, som fremstår helt åbne for den enkelte beskuers associationer og fortolkninger.

Det sort/hvide videoværk “Skjulte ansigter” er et drama i fire akter centreret omkring en minimal scenografi af sammensyede stofbleer med to dansere og en trebenet hund som aktører. Værket kan ses som en undersøgelse af kropsbevægelse og rytme som abstrakt fortælling.

Jóhan Martin Christiansen er født og opvokset i Tórshavn på Færøerne. Han er uddannet på Konsthögskolan i Malmö i 2014. Han er bosat og arbejder i København og Tórshavn.

Udstillingen er en bearbejdet version af udstillingen SPOR, resultatet af et artist-in-residence-ophold i Tórshavn og vist på Listasavn Føroya, Færøernes Kunstmuseum i efteråret 2016. Til SPOR på Nordatlantens Brygge 2017 har Jóhan Martin Christiansen skabt og tilføjet nye værker.

Katalog
Til udstillingen er der i samarbejde med Færøernes Nationalgalleri produceret et billedrigt katalog, SPOR, med tekster af Nils Ohrt, direktør for Færøernes Nationalgalleri, Post.doc Kim Simonsen og museumsinspektør på AROS Maria Blegvad Kappel. Katalog eftersendes ved henvendelse.

JMC_Komposition#9_2016_199x35x5
Komposition #9 (del af serie #1-14), 2016, 199x35x5 cm. Jern, gips, rester af rust, snavs.

JMC_Klæde#2_415x800
Klæde #2 (del af serie #1-3), 2016, 415x800x80 cm. Bomuldsbleer, blæk, te, rapsolie, salt, sytråd, strips, jernkæde og kroge.

Med venlig hilsen
Martin Hilker
PR- og informationschef
Nordatlantens Brygge

Strandgade 91
1401 København K
Tel.: +45 3283 3727

Mobil: +45 2872 3874
nordatlantens.dk

Kunst og kultur fra Grønland, Island og Færøerne — i hjertet af København.




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send