carsten

Nytårsbrev fra Carsten West

Hvis du ikke fik set dronningens eller statsministerens nytårstale, går det nok endda. Men Carsten Wests nytårsbrev, som han hvert år deler med Christianshavns Kvarter, må du ikke gå glip af. Her er hans tanker om 2014:

“I år forsøges det at give økonomerne lidt tiltrængt opbakning. Dermed ikke sagt at DJØF’erne som sådan også får det – eller fortjener det. Nytårsbrevets konklusion (som oprindelig er givet af Keynes) er ikke overraskende for tænkende mennesker – men det skulle man til tider tro.
Mit nytårsønske til jer er i tidligere tid af Vorherre blevet bevilget opfyldt for en fattig enke i Sarepta ved Sidon. Jeg har desværre ikke samme kræfter, men ønsket er alligevel velment.
GODT NYTÅR!

Kære Venner!

Nok en gang har universets stabile maskineri drejet kloden, så vi mennesker registrerer en vending fra mørke til lys. Og vi fejrer det sammen med familie og venner – med de vi føler os nærmest knyttet til. Vi bekræfter en eksistentiel tryghed for os selv og for menneskeheden. Uden denne bekræftelse ville menneskene gå under i angst for det ukendte og ukontrollerbare – derude i tid og rum.

Sidste år var temaet ”Illusioner” – og konstateringen af, at vi alle i vores søgen efter tryghed og velstand ofte ledes ind i illusioner. Når illusionerne brister opstår konflikter og uvenskaber. Der opstår økonomiske tab, som skal afskrives – selvom mange føler tabene bør erstattes, fordi de mener at de ufrivilligt er blevet lokket ind i illusionen. Jeg sluttede sidste års Nytårsbrev til en opfordring om at få illusionen lagt bag os – bogført og afskrevet – og så komme i gang med fremtiden. Og det synes jeg faktisk er sket! Det skyldes næppe mit Nytårsbrev, men for de fleste fylder fremtidens håb mere end fortidens bitterhed, og det kan mærkes på økonomernes nøgletal.

For nogle er disse nøgletal blevet en vederstyggelighed. Hvorfor skal de fylde så meget i debatten, spørger nogen. Som I nok ved, så har jeg i min efterhånden lange karriere arbejdet professionelt med projektøkonomi, og ikke med egentlig nationaløkonomi, selvom jeg oprindelig tilbage i 1970’erne blev uddannet som sådan. Over 30 års arbejde som forretningsmand – og ofte ekstern ”embedsmand” – har dog ikke fortrængt min interesse for økonomi. Det er et fantastisk spændende fag. Økonomisk teori er – i modsætning til hvad de fleste tror – faktisk en ret ydmyg videnskab. At nogle økonomer så opfører sig alt andet end ydmygt er en ren personlig fremtrædelse, som teorien ikke kan lastes for.

Når økonomi og økonomer således bliver tematiseret i år skyldes det ikke ambitioner om at skifte professionelt spor, men en hændelse i min familie. Min kære hustru Karen valgte at gå på efterløn, og som sådan må man ikke uden 100% modregning modtage vederlag for andet arbejde. Hun valgte derfor at anvende sin usvækkede energi på politik i stedet – et fag der som bekendt indebærer lønnen i sig selv, som regel i form af utak. I mangel af politisk sekretariat og spindoktorer blev jeg i pludselig og voldsom grad udsat for alskens spørgsmål af økonomisk og filosofisk art, idet hendes forventning var, at jeg kunne svare prompte og præcist. Og kvinders forventninger skal man vare sig for at skuffe, selvom jeg ofte forsøger at værge for mig ved at påstå, at politiske konklusioner ikke træffes af embedsmænd, men af politikerne selv på det substansgrundlag, der nu engang kan fremskaffes om det givne emne. Jeg havde derfor ikke andet valg, end mere grundigt at læse op på den økonomiske og politiske udvikling fra 1975 til i dag.

Der synes mig ikke at være sket ret meget på det teoretiske område. Adam Smith, David Ricardo, John Stuart Mill og John M. Keynes m.fl. udgør uantastet fundamentet. Der er ikke rejst væsentlig nye problemstillinger, som ikke på en eller anden måde er indarbejdet i dette fundament på en holdbar måde. Man kan derfor ikke kritisere den økonomiske teori for at være mangelfuld eller uklar, og dermed være skyld i en eventuel politisk forvirring. Det der imidlertid kan være årsag til forvirring er det forhold, at der i de seneste 30 år er sket en væsentlig forskydning i økonomiens anvendelse. Ikke af økonomerne, men af politikerne og ikke mindst af embedsapparatet. Tidligere økonomiserede man politikken, nu politiserer man økonomien. Medens man før havde en klar arbejdsfordeling mellem økonomer og politikere, så har man i dag skudt et overordentlig omfangsrigt lag ind i mellem disse, bestående af politologer, filosofisk orienterede humanister og forskellige politiske markedsføringsprofessioner, hvis opgave det er at italesætte politiske beslutninger og tilpasse den økonomiske argumentation herfor – uanset om denne argumentation er bæredygtig eller ej. Man kan imidlertid ikke snakke sig fra virkeligheden, og derfor bliver politikerne også nødt til – med mellemrum – at få italesat nødvendige økonomiske beslutninger på en for dem politisk bæredygtig måde. Da den stakkels befolkning så ikke ved hvornår man politiserer økonomien og økonomiserer politikken, så opstår forvirringen selvsagt, og skylden lægges behændigt på økonomerne.

En af de store udfordringer som både økonomer og politikere står overfor de kommende år er konsekvenserne af den øgede globalisering. Det globale udbud af arbejdskraft er meget stort, og vi begynder at mærke nogle af de problemstillinger, som både Adam Smith i 1770’erne og Keynes i 1930’erne påpegede, som f.eks. den logiske konsekvens af stigende kapitalakkumulation i form af stigende ledighed og ulighed. Økonomisk teori indeholder en hel del matematisk betingede lovmæssigheder, som har karakter af naturlove. Økonomer forholder sig principielt ikke til politiske løsninger af de sociale problemer, som disse lovmæssigheder medfører, men påpeger dem blot. For at sætte det på spidsen, kan det godt være en økonomisk konsekvens at folk dør af sult eller at naturressourcer bliver opbrugt uden at dette af økonomiske grunde er problematisk. Da Keynes følte sig provokeret til at komme med en løsning på dette problem, skrev han et forslag, som senere har givet anledning til en del fortolkninger. Han kaldte løsningen for ”Enkens Krukke”, og var en henvisning til Det Gamle Testamente (Første Kongebog, Kap.17,v.14-16), hvor Elias i forbindelse med en hungersnød besøger en gammel enke og beder hende om forplejning. Da hun svarer at hendes melkrukke er tom svarer Elias: For dette siger Herren, Israels Gud: ”Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden.” Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid. Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias.

Dette budskab er blevet misbrugt til at tilskrive Keynes politiske holdninger om alt fra skattefinansieret borgerløn til at socialpolitikken kun skal baseres på kristen næstekærlighed. Det eneste han vist mente var: Økonomer er ikke Vorherre!

Må jeres krukker blive fyldt med mel og jeres kander fyldt med olie i 2014

Kærlig hilsen

Carsten West
Carsten West AS




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.