23. december: Sne på Volden
23 december 2011 af: Knud Josefsen Ingen kommentarer
Christianshavns Vold i sne. Mogens Lorentzen, tusch, 1936. Udlånt af Helle og Lars Erik Jensen, Christianshavn.
“Ny prognose: Vinteren rammer os i november”, skrev BT den 4.november. “Det er data fra det danske vejrfirma ConWx der viser denne tendens I vejret, men kigger vi på de modeller vi har her I vejrcenteret så er tendensen den samme, og her er det interessant at se hvad der sker på Grønland. Her er der en klar tendens til, at det allerede omkring den 14. november bliver betydeligt varmere på Grønland – og når det sker, så ved vi godt, hvordan det plejer at gå herhjemme i Danmark” sagde TV2 Vejrcenter.
Sådan gik det ikke. På trods af at det der engang hed vejrudsigten nu er blevet til et selvstændigt program i TV, som nu som regel “præsenteres i samarbejde med” et eller andet firma, der har købt reklameplads der, så må det konstateres at prognoserne mest har karakter af underholdning. Stormfloden i juli, som der stadig ryddes op efter i København, var fx ikke forudset overhovedet, mens der ikke kom mere vand i de følgende uger trods dystre udsigter hver gang et par sorte skyer trak sammen.
Men altså foreløbig: ingen udsigt til hvid jul, som i øvrigt er sjælden. Først når 90% af landet er dækket af minimum en halv cm sne taler Danmarks Meterologiske Institut om en landsdækkende hvid jul, og den situation har vi faktisk kun været i ni gange siden 1900. Det var i 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010.
Emner, Julekalenderen
