Gratis bio: “BZ” i Byens Lys den 17. november (TV)

Du kan se et klip fra filmen herover.

Torsdag den 17. november kl. 19.30 viser Christianias biograf ”Byens Lys” filmen ”BZ”. Filmen indledes af instruktøren og christianshavneren Helle Hansen, som også vil være til stede efter filmen for spørgsmål og debat. Desuden kommer Gyda Heding, tidligere BZ’er. Der er gratis adgang.
”BZ” (72 min) er en fremragende dokumentarfilm om BZ-bevægelsen, som kom til København i 1981. Formålet var at sikre et uafhængigt ungdomshus, men daværende overborgmester Weidekamp var fuldstændig afvisende over for dette ønske. BZ’erne besatte derfor en række huse rundt om i byen, bl.a. brødfabrikken Rutana, Mekanisk Musik Museum, Den Sorte Hest og Allotria. De fleste gange mødte politiet på kommunens opfordring talstærkt op og ryddede husene, ofte med tåregas og rå vold. Sidstnævnte besættelse blev dog afsluttet på spektakulær vis. Politiet hejste med en kran en container med politifolk og tryklufthamre op til husets gavl, hvor de gennembrød muren, men huset, der kort forinden havde været fyldt med BZere, var tomt. BZ’erne havde nemlig i måneder i forvejen gravet en tunnel væk fra huset. Gennem denne var alle hurtigt forsvundet, da politiet kom. ”Vi bestemmer selv hvornår vi vil slås”, udtalte en af BZ’erne, og politiet stod tilbage, latterliggjort for nationen.
Filmen er en rigtig god fortælling og desuden et godt udgangspunkt for forståelse af BZ-bevægelsen. Den indeholder interessante interviews med tidens hovedpersoner, bl.a. byplanborgmester Villo Sigurdsson og nogle uforlignelige billeder af overborgmester Weidekamp, som er spærret inde på sit kontor sammen med en flok BZ’ere. ”BZ” har været vist flere gange i DR (DR’s omtale af filmen kommer op som første hit ved at søge på bz på dr.dk).
Filmens instruktør, Helle Hansen, har en lang karriere som journalist og instruktør, og har indtil for nylig været den ene halvdel af Jersild Live på DR. I september tiltrådte hun sit drømmejob som dokumentarfilmskonsulent ved Det Dansk Filminstitut. Hun har netop lagt sidste hånd på en ny dokumentarfilm om tonen i indvandrerdebatten. Helle Hansen vil indlede filmen og vil også svare på spørgsmål efter filmen. (Læs mere om Helle Hansen på dfi.dk ved at søge på Helle Hansen). Der vil også være mulighed for at smage biografens berømte æblekage, som sælges sammen med kaffe og te til en meget billig penge i biografens bar. Arrangementet er støttet af Christianshavns Lokaludvalg, og der er derfor gratis adgang.
*Byens Lys er den hyggeligste biograf i København, med sand på gulvet og en stor brændeovn, som varmer det hele op. Den ligger i Christiania, i bunden af ”Fabrikken”, som er den høje, firkantede murstensbygning, der ligger lige ved siden af Månefiskeren og skråt over for Indkøberen. På kortet: www.eln.dk/byenslys er Fabrikken markeret med ”95”.
Du kan se et klip fra filmen her:




Der er 1 kommentar

Send

Tilføj en ny kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.