Heering

Ny bog om et fantastisk palæ

Kändis familien Heering og deres fantastiske palæ i Overgaden neden Vandet er kommet en tur i en tidsmaskine.

Af Dorthe Ravn

”Alle dem, der udtrykkeligt siger , de er christianshavnere, er venstreorienterede, påstår en ung mand bosat i Christian 4.s pæleby. En by i byen – planlagt til rigmænd, indtaget af fattigfolk og nu radical chic.” Sådan skrev Pernille Stensgaard om Christianshavn i 2002 – og nu vender journalisten og forfatteren med sin nye bog “Tidsmaskinen på Christianshavn”  igen blikket mod bydelen.

Om christianshavnerne stadig stemmer radikalt er ikke til at vide, men sikkert er det,  at Heerings Gaard, der blev til i 1785, da det danske rederi-eventyr tog sin begyndelse,  til fulde har opfyldt den gamle konges visioner om rigdom og kontinentalt forretningsliv.

Siden Pernille Stensgaard sidst skrev om Christianshavn i “København – folk og kvarterer”, har den produktive Weekend-avis journalist kigget både Skagen og Kunstmuseet Louisiana i kortene, så der er al mulig grund til at vente sig endnu et spændende kulturhistorisk værk om det 250 år gamle palæ.

Det statelige palæ blev oprindelig bygget som bryghus af grosserer og skibskaptajn Hans Peder Kofoed, siden blev det pakhus og derefter gennem fem generationer hovedsæde for familiedynastiet Heering,  grundlagt af urtekræmmer og grosserer Peter F. Heering, der med det klassicistiske palæ i 1838 fik de rette rammer til sin voksende likør-eksport.  Med andre ord har horisont og udsyn i det gamle palæ altid været temmelig globalt,  og det er dermed en solid dansk kultur-, person,- arkitektur og erhvervshistorie Pernille Stensgaard  har samlet brikkerne til i sin nye kulturhistorie.

Efter 139 år med Heering familien overtog Nordea i 1977 det gamle palæ og i 1999 kom huset på Nordea Fondens hænder for at gennemgå en total restaurering, bl.a. med indretning af seks legat-lejligheder , der huser forskere fra hele verden. Lige nu kan nærmiljøet i Torvegade således glæde sig over blandt andre en professor i aldring fra Chicago, en fransk professor i matematik og en australsk professor i offentlig administration. Ambitionen med lejlighederne er ifølge fonden at tilføre det danske samfund ny viden, creativitet og internationalt udsyn. Og hvor kan det ske bedre end i et hus, der alle dage har levet af at møde den store verden, spørger Fonden.

”Tidsmaskinen på Christianshavn”  udkom 8. dec. Pris 249,95 kr. 200 sider. Indbundet, illustreret. Forlag: Strandberg Publishing. Udgivet med støtte fra Nordea Fonden. Kan købes hos boghandlerne.




Der er ingen kommentarer - endnu.

Send

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.