135 familier i en to-værelses

10 oktober 2010 af: Karen Gahrn Ingen kommentarer

Mange christianshavnere holder så meget af bydelen, at de bliver boende på lidt plads, selvom familien vokser.

Iben Brodersen og Tim Grønnegaard bor med deres datter Katinka i en to-værelses lejlighed på 55 kvadratmeter Overgaden oven Vandet. Her har de boet siden 2002.

“Vi fandt lejligheden, da vi ville flytte sammen, og synes jo nok, det var lidt småt. Men vi tænkte, at vi jo kunne starte her,” siger Iben med et smil. I dag er de tre og bor på ottende år i de to værelser med et lille køkken og et lille badeværelse.

Familien er ifølge statistikken en af de 135 christianshavnerfamiler, der bor i en to-værelseslejlighed.

“Christianhavn er som en ø. Her handler vi. Børnene går i skole her. Vi siger ‘ind til byen’ og ‘ude på Amager’. Det er som den landsby, jeg voksede op i,” forklarer Tim om det helt specielle forhold, den lille familie har fået til deres bydel.

I 2009 var der på Christianshavn 5933 boliger. Den mest almindelige boligtype er den tre-værelses lejlighed. Dem er der 1959 af. Skarpt forfulgt af 1826 to-værelses lejligheder. Her er 401 et-værelses lejligheder og 705 boliger med 5 værelser og derover – og i 220 af de største boliger bor der faktisk ifølge statistikken kun én person.

“Vi tænker ikke på at flytte. Da Katinka var mindre, sad jeg da og kiggede på boligannoncer. Men jeg synes ikke, der var nogen steder, hvor vi kunne få lige så meget kvalitet for pengene. Og nu går hun i skolen. Så nu bliver vi,” siger Iben.

Og hvordan klarer familien sig så med kun to værelser? Tim og Iben forklarer om et lidt indviklet arrangement med en madras i gangen, hvor far og mor sover, når de vil være i fred. Men er det virkelig det værd?

“For mig vil det at flytte være som at blive skilt. Jeg har læst, at det er lige så stressende som en skilsmisse,” siger Iben med et grin.

Det er formentlig en udbredt opfattelse, at vi på Havnen bor tæt. Men dykker vi ned i tallene, så er Christianshavn faktisk den del af indre København, hvor der er – hold fast – mest plads per indbygger. På Christianshavn bor vi kun 28 indbygger per hektar (som svarer til en stor fodboldbane). Det skyldes, at hele Refshaleøen hører med til Christianshavn. Hvis vi regner den fra,  bor vi stadig kun 49 indbyggere per hektar. Vi har dobbelt så meget plads som dem på Vesterbro. Tre gange så meget som dem på indre Nørrebro. Og fire gange så meget som Københavns tættest befolkede område, ydre Nørrebro. Selv på Østerbro bor der ifølge statistikken hele 70 indbyggere per hektar.

De rummelige omgivelser er vigtige for familien Overgade oven Vandet. Den lille, billige lejlighed til 3500 kr. om måneden betyder ikke bare luft i økonomien, de nyder også, at der er højt til loftet uden for de små sprossede vinduer.

“Her er jo masser af luft og grønt,” siger Tim og peger ud af stuevinduet på anden sal, hvor der er eftermiddagssol, masser af blå himmel og udsigt til Orlogsmuseet og Frelser Kirke.

(Kilde: Københavns Kommunes statistikbank. Tal fra 2009 og 2010)

Find dig selv i statistikken

Christianshavn i tal

Skriv et svar

(krav)

(krav)


 

Seneste nyt

Norges nationaldag

Norges nationaldag

17. maj 2012
Richard Osborne

Richard Osborne

16. maj 2012
Pinseåbning på Tersløesegaard

Pinseåbning på Tersløesegaard

13. maj 2012
Zinken (TV)

Zinken (TV)

10. maj 2012
En særlig måne (TV)

En særlig måne (TV)

6. maj 2012
Sikre Skoleveje

Sikre Skoleveje

5. maj 2012
Biens dag

Biens dag

2. maj 2012
Udstilling af barn af Christiania

Udstilling af barn af Christiania

1. maj 2012